Online-oplæring i dansk svineproduktion

Seges Svineproduktion udbyder online-kurser, som skal gøre faglige termer og daglige rutiner i dansk svineproduktion let forståelige.

- Vores medarbejdere kan komme på sprogkursus i Silkeborg, men de bliver ikke undervist i faglige termer i svineproduktionen. Der er det så, at Seges Svineproduktion har udbudt Online Kurser, som er virkelig gode, hvor man kan komme mere i dybden med de faglige udtryk.

Sådan fortæller svineproducent Jens Otto Pedersen fra Silkeborg i en artikel på Svineproduktion.dk, hvor han kommer ind på, at han allerede tilbage i 2006 oplevede behovet for kunne hjælpe sine internationale medarbejdere bedre i gang med fagudtrykkene.

Online Kurser blev til i 2018, efter at flere producenter begyndte at have internationale medarbejdere på bedrifterne, og i dag er Jens Otto Pedersen en af dem, der bruger Online Kurser i dansk svineproduktion, når han ansætter nye medarbejdere.

- Kurserne giver god indlæring af nye, vigtige ord i griseproduktionen. Det er en god start for internationale medarbejdere at lære ny viden om griseproduktion, og det er med til at integrere dem hurtigere i arbejdet med besætningen, fortæller Natalia Chepurna også til Svineproduktion.dk.

Hun var ansat hos Jens Otto Pedersen indtil 2018. I dag er hun sektionskoordinator i DanBred.

Gratis læring

Der er tale om et grundlæggende kursus i svineproduktion for nye, og måske udenlandske, medarbejdere i dansk svineproduktion. Det giver ifølge Seges et godt grundlag for at kunne løse hverdagens praktiske opgaver som for eksempel medicinhåndtering, fodring, flytning af grise og kastration.

Kurset findes på dansk, engelsk, ukrainsk og rumænsk, og udførlig vejledning kan findes under Online Kurser på seges.dk.

Læs hele artiklen om erfaringerne med Online Kurser og se også videoen, hvor Jens Otto Pedersen, Natalia Chepurna og Dorthe Poulsgaard, teamleder i Husdyrinnovation hos Seges Svineproduktion, deler deres erfaringer med kurserne.

cab@effektivtlandbrug.dk
telefon 61 20 96 65

Læs også