Kom med i erfa-gruppe om reduceret jordbehandling
Flere landmænd efterspørger erfaringsudveksling om reduceret jordbearbejdning og conservation agriculture. Seges og FRDK inviterer nu landmænd og rådgivere til at komme med i nyoprettede erfa-grupper.

Interessen for metoder og teknik til reduceret jordbearbejdning og CA er kraftigt stigende blandt danske landmænd. Her er det fra tjekkiske Strom, som er en hurtig voksende producent af udstyr til reduceret jordbearbejdning på de centraleuropæiske markeder. Arkivfoto
Reduceret jordbehandling og conservation agriculture er dyrkningsmetoder som endnu kun udgør få procentdele af det danske landbrugsareal.
Så interesserede landmænd kan derfor godt stå lidt alene med overvejelser og beslutninger omkring dyrkningen. Det har Seges nu taget et initiativ omkring.
- I et samarbejde med Foreningen for Reduceret jordbearbejdning i Danmark (FRDK) har vi fra Seges spurgt landmænd med interesse for reduceret jordbearbejdning og conservation agriculture (CA) om input til nye aktiviteter.
Her har flere efterspurgt erfaringsudveksling mellem landmænd og rådgivere indenfor CA.
Lokale rådgivere
- I samarbejde med FRDK og specialrådgivere i pløjefri dyrkning, inviterer vi derfor til opstart af nye erfagrupper, lyder det fra Seges.
FRDK og Seges vil hjælpe med at etablere grupperne, så der samles deltagere med fælles interesser og gerne indenfor en overskuelig geografisk afstand.
Det er lokale rådgivere med viden om og interesse for CA, som vil stå for markmøderne - eventuelt suppleret med deltagelse af FRDK eller fagfolk fra Seges ved opstartsmøder eller ved relevante temamøder.
- Vi håber, at vi kan matche landmænd med fælles interesser. Vi vil under alle omstændigheder kontakte jer, der har vist interesse i at deltage – også selvom der ikke umiddelbart er basis for en erfagruppe i dit område, siger man fra Seges.
Interesseret?
● Er du interesseret i at deltage i en erfagruppe, så indtast dine interesser i online-skemaer, som er udformet af FRDK.
● Onlineskemaet hedder »Invitation til deltagelse i erfagruppe om pløjefri dyrkning og conservation agriculture« og kan findes på Landbrugsinfo.dk.