Danskerne skal få øjnene op for nattens unikke naturoplevelser. Det er ambitionen bag projektet Nat i Naturen, der over de næste tre år vil lokke hundredtusindvis af danskere ud i natten i naturen. Spar Nord Fonden støtter projektet med 4,8 millioner kroner
Naturen er unik om natten, og en nat i naturen er noget særligt for menneskene, der oplever den. Men mange danskere har aldrig oplevet natten i naturen.
En undersøgelse fra 2022, som YouGov har lavet for Friluftsrådet, viser for eksempel, at 68 procent af danske børn mellem 2 og 15 år aldrig har sovet ude, 41 procent aldrig har set stjernehimlen og 38 procent aldrig har været med til at tænde bål.
Projektet Nat i Naturen vil over en treårig periode åbne danskernes øjne for nattens naturoplevelser. Og Nat i Naturen skal etableres som en årligt tilbagevendende begivenhed, der også efter projektperiodens udløb samler danskerne om unikke natlige naturoplevelser i hele landet.
Historisk donation
Spar Nord Fonden støtter Nat i Naturen med en for fonden historisk stor donation på 4,8 millioner kroner, som gør det muligt over de næste tre år at give hundredtusindvis af danskere mulighed for at opleve den unikke natur og de fællesskaber, som natten byder på.
Sammen med en lang række foreninger, kulturinstitutioner med mere inviterer projektpartnerne danskerne ud i naturen om natten. Man kan deltage på egen hånd eller i et af flere hundrede arrangementer i hele landet.
Samtidig vil en kampagne guide og inspirere befolkningen til naturoplevelser i mørket.
Nat i Naturen afholdes i år i natten mellem den 2. og 3. september.
Arrangementerne er fra begyndelsen af maj blive offentliggjort på hjemmesiden natinaturen.dk, hvor der løbende vil komme flere arrangementer til.
Nat i Naturen er et samarbejde mellem Friluftsrådet, Ungdomsringen, Det Danske Spejderkorps, Danmarks Naturfredningsforening og Naturstyrelsen. Nat i Naturen er blevet afholdt som pilotprojekt i 2022, hvor det var en del af en fælles Nordisk Nat i Naturen.