Der er afsat yderligere 60 millioner kroner til ulvesikring af hegn. Pengene skal finansiere en ny ansøgningsrunde, hvor husdyrholdere kan søge om tilskud til at beskytte deres dyr mod ulveangreb.

Ansøgningsrunden åbner 1. september og løber frem til 1. oktober. Midlerne er nye penge, der er afsat specifikt til etablering af ulvesikrede hegn. Ifølge minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) er ulvesikrede hegn et centralt redskab til at begrænse angreb på husdyr.

- Ulvesikrede hegn er en af de mest effektive løsninger til at beskytte husdyr mod ulveangreb. Derfor er jeg glad for, at vi har afsat 60 millioner kroner ekstra til etablering af ulvesikrede hegn og dermed kan åbne for en ny ansøgningsrunde. De her penge er en konkret hjælp til de husdyrholdere, der oplever udfordringer med ulven, siger ministeren i en pressemeddelelse.

Tilskud til ulvesikrede hegn kan søges gennem både den ordinære tilskudsordning og en akutordning. Den ordinære ordning åbner for ansøgninger i afgrænsede runder, mens akutordningen er permanent åben for husdyrholdere, der har oplevet ulveangreb.

Kan runde 100 millioner

Når en husdyrholder har fået tilsagn om tilskud, er det muligt at få tilskuddet forudbetalt. Fra 1. september får tilskudsordningen desuden sin egen bekendtgørelse. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø administrerer ordningen og offentliggør nærmere oplysninger om ansøgning og betingelser.

Hvis de 60 millioner kroner alle kommer til udbetaling, vil det betyde, at der i 2025 og 2026 er brugt over 100 millioner kroner på ordningen. Tidligere i år oplyste Rabjerg Madsen, at der var givet tilsagn for 35 millioner kroner udbetalt i 2025, mens der på daværende tidspunkt var givet tilsagn for 6 millioner kroner i 2026.

- Der er fortsat mange husdyrholdere, som ønsker at sikre deres husdyr mod ulve. Derfor arbejder jeg på at tilvejebringe midler til den kommende ansøgningsrunde, som åbner til efteråret, lød det i juni måned fra natur- og dyrevelfærdsministeren.

Ulve i Danmark