Handelsplatform erhverver stærk brancheprofil fra Dagrofa

Den danske online markedsplads for små og mellemstore fødevareproducenter og erhvervskunder, Råhandel, øger indsatsen på salgsfronten. Som led i dette henter startuppen fra 16. juni Jan Andersen fra Dagrofa Foodservice ind som salgsdirektør.

Jan Andersen har 25 års erfaring fra foodservice-sektoren, hvoraf han de seneste ni år har bestyret rollen som direktør for nationale kunder hos Dagrofa Foodservice. Den nye salgsdirektør ser frem til at arbejde i Råhandel, som han ser stort potentiale i.

- Jeg har længe holdt øje med Råhandel, og jeg har stor respekt for deres tilgang til industrien. Markedet har savnet nogen, der vender værdikæden på hovedet. De seneste par år har der været en tendens til, at flere og flere leverandører efterspørger en ny type produkter, der er mere lokalt forankret, og hvor det ikke bare handler om mængde og kvantitet. Jeg tror derfor kun, at Råhandel har skrabet overfladen af potentialet, og jeg glæder mig til at løfte salgstallene og bringe Råhandel videre på rejsen, siger han.

Solveig Felbo, der er stifter og adm. direktør i Råhandel, ser også ansættelsen som en gevinst for de mange handlende på markedspladsen og en mulighed for at løfte platformens løsning for foodservice- og hospitality-kæderne til næste niveau.
 

Læs også