Så tæt på at blive skolelærer

Kurt Sindahl lærte af sin konkurs i 2002, og nåede ind på parkeringspladsen på Den Frie Lærerskole, inden det alligevel blev til en fortsat men anderledes maskinstationsdrift.

- Jeg får næsten dagligt en ny idé, erkender maskinstationsejer Kurt Sindahl, som håber, at unge med lyst til maskinstationstilværelsen dukker op en dag, så der bliver tid til at udleve nogle af dem. Fotos: Erik Hansen

Ved køkkenbordet i hjemmet i Trunderup Dong sidder Kurt Sindahl i sine overalls sammen med hustruen Susanne. Inden længe fylder maskinstationsejeren 60 år, og et inderligt håb er, at de rette, unge arvtagere dukker op en dag, så han får mulighed for at udleve nogle af de mange idéer, som han – med egne ord – får næsten dagligt.

- De skal ikke have penge op, men hænderne skal op af lommerne, lyder hans klare og utvetydige indbydelse til et generationsskifte på virksomheden.

- Hvis de gamle ikke flytter sig, er der ikke plads til de unge. Sådan sagde jeg også, da jeg efter nogle år i bestyrelsen i DM&E Fyn (den fynske maskinstationsforening, red.) valgte ikke at genopstille, lyder det fra den midtfynske maskinstationsmand, som allerede har prøvet meget i sit arbejdsliv.

Psykolog drejede hovedet

Han stammer fra Sydlangeland, og for 43 år siden blev Kurt Sindahl udlært som landbrugsmaskinmekaniker hos Heden Maskinforretning. Efterfølgende var han i nogle år værkstedsmand, blandt andet hos Boltinge Maskinstation.

- Men egentlig burde jeg måske have været bogholder eller revisor, filosoferer Kurt Sindahl, der sammen kompagnonen Tom Jacobsen etablerede Sofienlund Maskinstation i Brændeskov og havde den i 19 år, inden han i 2002 måtte melde sig personlig konkurs efter tab hos debitorer.

- Også den gang havde jeg mange idéer. Faktisk nåede jeg helt ind på parkeringspladsen hos Den Frie Lærerskole i Ollerup. Så tæt var jeg på at blive skolelærer. Et besøg hos en psykolog i Svendborg drejede dog hovedet på mig. Jeg kunne holde fast i min identitet, og det gjorde, at jeg klarede mig igennem de fem år, konkursen strakte sig ud.

Traktor i hegnet

Kurt Sindahl fortæller videre, at han på et tidspunkt havde fået 15.000 kroner på lommen til en gammel traktor i et hegn, som han udtrykker det.

- For hver 100 kroner jeg kørte ind med den og efter de 10 kroner til diesel, var resten til mig selv.

Det blev den spæde start, eller genstart om man vil, på Kurt Sindahls maskinstationstilværelse. Ikke med store dyre maskiner, men – som det fremgår af modstående side – med fokus på specialopgaver.

A/S med bestyrelse

Hans fremsyn i forhold til generationsskifte var en af årsagerne til, at virksomheden i 2016 blev omdannet til aktieselskab, og med tilknytning af to eksterne bestyrelsesmedlemmer. Det er henholdsvis den erfarne ingeniør og tidligere direktør, Leif Christoffersen samt Gorm Friis, der tidligere drev Haundrup Maskinstation og som nu er ansat i Varde Maskinstation.

- Det skulle man lige vænne sig til. Jeg måtte lige øve mig i at lytte og have tålmodighed. Men det er et stort plus for mig og virksomheden, og også fra bankens side har der været stor anerkendelse.

Med bestyrelsen som medspiller håber Kurt Sindahl, at det på sigt lykkes at få gang i generationsskiftet i maskinstationen, der med ejerens ord har haft nogle fornuftige år med en omsætning på omkring 13 millioner kroner.

Sindahl Maskinstation A/S

● I 2007 etablerede Kurt Sindahl (59) maskinstationen på hjemadressen, Trunderup Dongsvej 36, Kværndrup. Fra 1987 til 2002 drev han sammen med en kompagnon Sofienlund Maskinstation i Brændeskov.

● I 2009 blev stort værksted og maskinhal (billedet) opført. Ansøgning ligger nu hos kommunen til en yderligere udvidelse

● I 2016 blev virksomheden omdannet til aktieselskab.

● 11 fastansatte medarbejdere, samt halvtids kontormand

● Arbejdsområderne er blandt andet udbringning af slam, gødning, kompost, gylle, rensning af gylletanke, græsslåning, presning af småballer, wrap, halmindpakning, slåning og vedligehold af vejrabatter mm

Læs også