Claus Fertin er mandag blevet hyret som DanBreds nye administrerende direktør. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse. Direktørudpegelsen sker efter, at virksomheden har været i medierne på grund af en sexchikanesag, der involverede DanBreds tidligere administrerende direktør.

Claus Fertin har mere end 15 års erfaring fra branchen, og hans mål er at videreføre og udvikle avlsselskabets »Next Level DanBred«-strategi. En opgave, han ser frem til:

- Jeg ved allerede, at DanBred er en rigtig stærk virksomhed med gode og dedikerede medarbejdere, og jeg glæder mig utroligt meget til at blive en del af den. Jeg er samtidig glad og stolt over at have fået muligheden og det er med stor ydmyghed, jeg påtager mig ansvaret for at udvikle DanBred yderligere. Sammen med medarbejdere og samarbejdspartnere skal vi fortsat levere genetik og services af høj kvalitet til vores kunder. Jeg glæder mig utroligt meget til at komme i gang, udtaler han.

Glæder sig til et nyt kapitel

Den nye DanBred-direktør har de seneste år været strategisk rådgiver og konsulent for biotech- life science- og agro-virksomheder. Tidligere har han blandt andet været Executive Director i Landbrug & Fødevarer, han har siddet som adm. direktør i VikingGenetics, og derudover har han også været direktør i Teknologisk Institut.

Og spørger man DanBreds bestyrelsesformand, Andreas Lundby, er han optimistisk om den nye direktør:

- Bestyrelsen er glade for, at vi kunne finde en solid fremtidsløsning, og er sikre på at den samlede ledelsesgruppe fremadrettet vil kunne genskabe tilliden til både personale, kunder og leverandører hos DanBred, siger Andreas Lundby.

Claus Fertin har en Ph.D i økonomi fra Københavns Universitet. 

Business