Netop fyldt 60 år havde maskinhandler John Madsen naturligvis gjort sine tanker om fremtiden som privat aktør i en branche med stærk strukturudvikling, ganske som tilfældet også er i landbruget og dermed kundekredsen. Samtidig har han siden 2015, hvor forhandlingen af New Holland ophørte, ikke stået med en traktorforhandling i sin maskinforretning med afdelingerne i Tommerup, Ørbæk og Vester Åby.

Derfor er John Madsen ovenud tilfreds med, at fremtiden med ét er faldet på plads i forbindelse med TBS Maskinpower’s overtagelse af Fendt-aktiviteterne på Fyn (som beskrevet på de foregående sider).

Med virkning fra 1. januar 2022 har den store jyske Fendt-forhandler således købt John Madsens driftsselskab sammen med bygningerne i Tommerup. Endvidere er der aftalt lejemål af faciliteterne i Ørbæk, og at John Madsen bliver direktør og daglig leder af maskinforretningen, som uændret fortsætter med navnet John Madsen A/S.

Godt for kunder og personale

- Jeg er naturligvis lykkelig over, at der opstod en sådan mulighed. Ikke mindst for vor store, loyale kreds af lokale kunder, og for personalet, som kun havde rosende ord, da de blev præsenteret for nyheden og deres fremtid ved vor efterhøst-arrangement i Odense, aftenen inden pressemeddelelsen om det markante Fendt-tiltag på Fyn blev offentliggjort.

Personligt glæder John Madsen sig over, at der ikke længere skal tænkes over generationsskifte, og han fortsat kan få nogle aktive år i den spændende maskinbranche.

- Siden jeg var 21 år, har jeg været vant til at bestemme i virksomheden, måske sommetider endda enerådigt. Så selvfølgelig bliver det en anden hverdag for mig, hvor jeg i sagens natur skal referere til ledelsen i TBS Maskinpower. Men der har været en fantastisk kemi i hele forløbet, lige fra den første henvendelse. Derfor ser jeg virkelig frem til et spændende samarbejde.

High-end mærke

Med aftalen er John Madsen især tilfreds med, at der med oprettelsen af salgs- og servicecentret for Fendt i Tommerup og i mindre omfang service og reservedele i Ørbæk nu igen kommer et traktormærke ind i huset.

- Traktorer binder en maskinforretning sammen. Det har en stor værdi, som vi har savnet efter de mange år med New Holland. Heldigvis har vi haft en meget stor og loyal opbakning til forretningen, også de senere år uden traktorforhandlingen. Derfor glæder vi os til nu tilmed at få et sådant high-end mærke.

John Madsen forventer, at de hidtidige agenturer fortsætter uændret, trods ejerskiftet. John Madsen A/S forhandler således hele Kverneland-programmet, Giant minilæssere og Ziegler-redskaberne, samt blandt andet produkterne fra Baastrup, Bredal, He-Va og Ålø.

Vester Åby lukker

I det hele taget er intentionen, at John Madsen A/S videreføres, som de fynske kunder kender forretningen, sammen med den nye Fendt-overbygning.

- Der vil fortsat hænge John Madsen-skilte på væggen, og jeg og medarbejderne vil sikre den lokale identitet. Vi vil holde fast i det, vi er gode til, men forretningen vil samtidig være en integreret del af TBS Maskinpower, understreger John Madsen, der dog med stort vemod oplyser, at Vester Åby med ændringerne fra nytår nedlukkes.

- Det var her, det hele startede. Min farfar, som var søn af smeden i Såderup, og farmor var i 1936 på cykeltur, hvor de så en af de tre smedjer i Vester Åby kunne købes. Det skete, og min far tog over i 1977. Men han blev alvorlig syg, så jeg som 21-årig måtte tage over i 1981.

Siden har det været en spændende rejse i den fynske landbrugsmaskinbranche for John Madsen. Først med det større opkøb af Østfyns Maskinforretning i Ørbæk, senere Robert Pedersens forretning i Tommerup og resterne af Finn Andresen, Odense, i 2001. På traktorsiden var det først med Fiat, så Ford og New Holland, et enkelt år tillige John Deere, og nu altså med Fendt i udstillingshallen.

Værkfører stopper efter 48 år

Konsekvensen med lukningen af Vester Åby beklager han dybt, men finder det nødvendigt i forhold til dens størrelse og beliggenhed. John Madsen håber på de mange trofaste kunders forståelse og oplyser, at den erfarne montør Kurt Andersen følger med i det nye regi, men vil køre ud fra sin hjemadresse i byen.

Også værkfører Karl Rasmussen rykker med fra Vester Åby. Han bliver ny værkfører i Ørbæk, idet han afløser John Sørensen, der allerede inden nyheden om ændringerne var offentliggjort, havde meddelt, at han pr. 1. november ville stoppe for at gå på efterløn.

- John Sørensen har ydet en meget stor indsats i firmaet og for kunderne gennem de ikke mindre end 48 år, heraf de seneste mange år som værkfører, fremhæver maskinhandler John Madsen.

John Madsen A/S

● Virksomheden stammer tilbage fra 1936, hvor John Madsens farfar, Holger Madsen, købte en smedje i Vester Åby. John Madsen kom i 1977 i lære i smedjen som 16-årig, men måtte efter hans far, Kai Madsens, sygdom overtage virksomheden i 1981, 21 år gammel, med blandt andet forhandlingen af Fiat traktorer

● John Madsen købte i 1989 Østfyns Maskinforretning i Ørbæk

● I 1993 blev Fiat og Ford fusioneret til New Holland

● 2000 købtes Robert Pedersen Maskinservice i Tommerup, som tidligere var New Holland-forhandler

● Året efter overtages resterne af Finn Andresen, Odense A/S, tæt på en konkurs, med blandt andet forhandling af John Deere. Aktiviteterne flyttes straks til afdelingen i Tommerup. På det tidspunkt havde John Madsen A/S omkring 40 medarbejdere

● 1. februar 2015 ophører forhandlingen af New Holland

● 28. oktober 2021 meddeles de nuværende 15 medarbejdere, at John Madsen A/S til nytår får TBS Maskinpower som ejer

● 1. januar 2022 indledes Fendt-forhandlingen på Fyn, mens de øvrige aktiviteter i John Madsen A/S fortsætter uændret. Dog nedlukkes afdelingen i Vester Åby.

Business