Danske Nutrimin er blevet solgt

Hollandske Nutreco har officielt overtaget Nutrimin, en af de førende danske producenter af mineraler, koncentrater og smågriseblandinger.

Nutrimin er nu en del af Nutrecos division for dyrefoder »Trouw Nutrition« med virkning fra den 1. december. Overtagelsen af Nutrimin vil give Nutrecos dyrefoderdivision Trouw Nutrition yderligere adgang til danske og danskejede gårde i Østeuropa og Rusland.

- Vi har ledt efter muligheder for at udvide vores forretning til den voksende dyrefoderindustri i Danmark og resten af Skandinavien, og vi er glade for at have erhvervet Nutrimin, som har været kunde hos os i flere år. Nutrimins kunder kan være sikre på, at de fortsat vil have en troværdig og kyndig partner på markedet, der leverer gennemprøvede produkter og tjenester af høj kvalitet, siger Sakia Korink, Nutreco COO og CEO for Trouw Nutrition.

– Nutrimin har altid arbejdet på at levere et seriøst alternativ til de danske landmænd, og gennem denne transaktion vil vores kunder fortsat have en pålidelig partner med et stærkt fokus på innovation. Jeg vil fortsat være stærkt involveret i at bringe vores forbedrede portefølje af kvalitetsprodukter og innovative løsninger ud til vores kunder, siger Torben Nielsen, tidligere ejer og nuværende salgsdirektør i Nutrimin.

 

Læs også