Ny topchef i Vinderup Maskiner

Rasmus Thing er ansat som ny adm. direktør i Vinderup Maskiner i forbindelse med, at Danish Agro overtaget hele ejerskabet af selskabet.

Med udgangen af marts overtager Danish Agro alle aktier i den danske maskinforhandler Vinderup Maskiner A/S, som koncernen købte 75 procent af i maj 2017. Samtidig er thyboen Rasmus Thing ansat som ny adm. direktør i selskabet med tiltrædelse 1. april.

Rasmus Thing er 37 år gammel, bosat i Ikast med sin familie og har arbejdet snart 15 år i maskinbranchen i forskellige stillinger.

Vinderup Maskiner A/S, der er Claas-forhandler, beskæftiger 48 medarbejdere og omsatte i 2021 for mere end 200 millioner kroner.

Før jul 2021 meddelte den hidtidige delejer og adm. direktør Jan Pedersen sin beslutning om at sælge de resterende aktier til Danish Agro – og samtidig beslutningen om at fratræde i rollen som direktør.

- Det er med lidt vemod, men også rettidigt, at stafetten nu gives til næste generation i virksomheden. Jeg er meget stolt over det, jeg og min familie har opnået igennem alle årene, og takker alle vores kunder for samarbejdet, samt naturligvis alle medarbejderne for deres opbakning gennem tiden. Der er et stort potentiale, som hele holdet kan indfri i fremtiden, siger Jan Pedersen.

Han fortsætter i Vinderup Maskiner og vil have ansvaret for at udvikle salget af import-produkter, blandt andet VM Loader.

Skal sikre kontinuitet

Koncerndirektør i Danish Agros Maskindivision, Jens Skifter, er meget tilfreds med aftalen.

- Vinderup Maskiner A/S er en veldrevet, stor og vigtig maskinhandler i Danmark og har lang erfaring med CLAAS’ produkter. Danish Agro har fokus på at sikre en stærk Claas-forhandlerstruktur til fremtidens udfordringer, og her spiller Vinderup Maskiner A/S en vigtig rolle. Når Jan Pedersen, der er mangeårig ejerleder i selskabet, ønsker at træde tilbage, er vi klar til at sikre hele virksomheden med kontinuitet og et fortsat højt serviceniveau. Jeg er overbevist om, at Rasmus Thing er den rigtige person til at føre virksomheden videre, siger han.

Læs også