Handel med foder og korn i 175 år

Korn- og foderstofvirksomheden Brødr. Ewers A/S blev etableret i 1848 i Sønderborg og har med fem generationer i spidsen gennem årene oplevet krige, ned- og opture og en enorm konjunkturudvikling i landbruget og i korn- og foderstofbranchen. I dag er selskabet Danmarks største privatejede i branchen og har netop fejret sit 175 års jubilæum.

Handel med korn og foderstof på ærlig vis. Det var målsætningen, da korn- og foderstofvirksomheden Brødr. Ewers A/S blev etableret for 175 år siden.

I fem generationer har familien Ewers siddet ved roret i det gamle familiefirma, der ved etableringen holdt til i en købmandsgård på Humletorvet i Sønderborg.

Købmandsgården står der den dag i dag, men ikke i sin oprindelige form, idet den blev bombet under krigen i 1864, og genopbygget med beboelse, kontor- og lagerrum, men det er her, historien om Brødr. Ewers A/S starter.

I 1848 kom en ung mand fra Ditmarsken C.H. Schättiger til Sønderborg. Han giftede sig med høker Petersens datter fra Humletorvet – en af byens kendte familier, der både drev handel og skibsfart.

Den 3. november 1848 startede han egen forretning på humletorvet med en målsætning om at handle med korn og foderstof på ærlig vis.

Kornlæs til byen

Kunderne fra Als kom kørende med kornlæs til byen, men fra Sundeved måtte man på det tidspunkt stadig sejle over med færge. Forretningerne blev afsluttet over en pibe tobak og en kaffepunch og med ord og håndslag som gensidig garanti.

Op mod århundredeskiftet blev landbruget mere og mere intensiveret, og i kornhandelen tog man bestik af det. Så da Schättigers datter blev gift, og svigersønnen Johannes Ewers overtog forretningen, var både foderkager og kunstgødning kommet på markedet, og disse to varegrupper kom, som tiden gik, til i stigende grad at indgå i virksomhedens omsætning.

Det var opgangstider for landbruget, og Johannes Ewers udvidede og moderniserede løbende med dieselmotorer i fabrikken, melassefoderfabrik og træsilobygning på Humletorvet.

Men krigen, som Danmark tabte og som betød, at Sønderjylland blev tysk, skabte problemer, og i 1919 efter afslutningen af 1. verdenskrig, men før Genforeningen, døde Johannes Ewers.

Overtog firmaet

Sønnen Hans Ewers overtog firmaet, samtidig med vanskelighederne voksede. 1920’erne - og 1930’ernes landbrugskrise gav trange år for korn- og foderstoffirmaerne.

I 1924 kom Otto Ewers hjem i familiefirmaet, og der blev dannet et A/S. I 1935 døde Hans Ewers, og Otto Ewers stod tilbage med ansvaret og førte forretningen videre.

Konjunkturerne bedredes, og under Otto Ewers dygtige og kyndige ledelse voksede firmaet, og står den dag i dag som et velkonsolideret firma kendt for godt og solidt købmandskab. Efter 34 års virke i firmaet døde den meget flittige og stilfærdige Otto Ewers ved nytårstid i 1958 uden forudgående sygdom. Han havde om nogen skabt både respekt om sin person som om virksomheden.

Kun 25 år gammel måtte Otto Ewers jr., der havde nået at samarbejde med sin far et par år, nu tage ansvaret for den store korn- og foderstofvirksomhed. Nu tog udviklingen pludselig fart. De fuldstændig ændrede arbejdsvilkår i landbruget medførte tilsvarende omstilling indenfor korn- og foderstofbranchen.

Umådelige mængder af korn i løs vægt, var bare et af de problemer, der skulle løses, og bl.a. var der fremstilling af blandingsfoder i pilleform, udbringning og spredning af kunstgødning samt nedfældning af flydende ammoniak.

Virksomheden voksede støt. Der blev investeret massivt i kornhaller, nye afdelinger, kapacitetsudvidelser i fodervareproduktionen og tørringsanlæggene, nyt gødningskoncept samt råvareterminal.

150 års jubilæum

Det var således en moderne og velkonsolideret virksomhed som sønnerne Claus Ewers og Hans Otto Ewers overtog efter deres far i forbindelse med 150 års jubilæet i 1998. Fire år senere fulgte opkøbet af dele af KFK, hvorved firmaet blev udvidet med nye afdelinger i Toftlund, Mommark, Varnæs og Bajstrup samt en stor foderfabrik i Aabenraa som medvirkede til at øge omsætning målt på ton. Derudover er der senere kommet afdelinger til i Venslev, Ølgod, Håstrup og Hobro.

Historien slutter ikke her, idet 6. generation nu er på vej ind i virksomheden, så fremtiden skulle være sikret.

Læs også