Planteavlsrådgiver: - Jeg gad godt have mere tid til at hjælpe landmanden ude i marken
Brian Lars Nielsen fra sjællandske AgriAdvice hjælper omkring 125 kunder med EU-ansøgningen, og han kritiserer det emsige kontrolsystem.

Der er omvendt bevisbyrde i landbrugserhvervet, mener planteavlsrådgiver Brian Lars Nielsen. Eksempler viser, hvordan bønderne skal dokumentere, at de er uskyldige. Fotos: Christian Ingemann
Han elsker stadig sit arbejde og nyder ikke mindst kontakten med landmændene. Men Brian Lars Nielsen erkender samtidig, at det at assistere sjællandske bedrifter med den årlige EU-ansøgning med tiden er blevet mere og mere bøvlet.
- Under den forrige CAP-reform var tingene da til at holde ud. Vi kunne ligesom leve med de krav, der var. I dag er det godt nok ekstremt indviklet, siger den 52-årige planteavlsrådgiver og ryster på hovedet.
Vi bevæger os hen over den tilstødende vinterbygmark lige udenfor domicilet for AgriAdvice ApS i Lille Havelse lidt udenfor Ølsted. Den nordsjællandske rådgivningsvirksomhed – en del af Plantefagligt Forum målrettet private planteavlsrådgivere – har i alt fire planteavlsrådgivere tilknyttet matriklen på Brødlandsvej nærmest lige midt imellem Frederikssund og Frederiksværk. En i 20’erne, en i 30’erne, en i 50’erne og en i 60’erne.
- Så vi mangler kun en rådgiver i 40’erne, lyder det fra Brian Lars Nielsen med et stort smil.
- De unge er bedre til alt det der med apps, og det passer mig fint, for det interesserer mig ikke en skid, tilføjer han grinende.
Skruen strammes
Det er ellers ikke, fordi Brian Lars Nielsen ikke har forstand på sin metier. Den uddannede landbrugstekniker besidder godt og vel 20 års erfaring som planteavlsrådgiver. Det medfører en indgående viden om effektiv dyrkning af salgsafgrøder plus et stort kendskab til optimering af græs- og majsmarker via dyrkning af grovfoder. Ligesom han er kendt som firmaets EU-ekspert – selv om han nu prøver at fralægge sig lidt af ansvaret for sidstnævnte skudsmål.
- Tidligere var det ganske rigtigt mig, der sørgede for, at vi altid var opdaterede på EU-reglerne. I dag er vi flere om at have styr på dét område. Der er også rigeligt at håndtere, som han formulerer det.
- Det helt store problem for os planteavlsrådgivere i vore dage er netop, at vi ikke har tilstrækkeligt med tid til at hjælpe landmanden ude i marken. Det ærgrer mig virkelig. Her i firmaet kommer vi godt nok mere ud end så mange andre. Men tiden bliver stadig knap med alle de nye ting, der hele tiden kommer til. Man strammer uafbrudt skruen fra systemets side, tilføjer Brian Lars Nielsen.

Brian Lars Nielsen var tidligere den, som sørgede for, at AgriAdvice altid var opdateret på EU-reglerne. I dag er ansvaret for det mere og mere komplekse område fordelt ud på flere medarbejdere.
Ifølge planteavlsrådgiveren består hovedudfordringen i, at naturen og virkeligheden er svære at forene med betingelserne for den EU-ansøgning, der netop i denne tid nærmer sig sidste frist for det såkaldte fællesskema.
- Ikke engang Danmarks Meteorologiske Institut kan forudsige, om det regner på onsdag. Derfor vil der altid være ting, der bliver gjort enten for tidligt eller for sent. Men det er først og fremmest et problem, at hvor vi i alle andre sammenhænge lever i et retssamfund, hvor man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, er der omvendt bevisbyrde i landbrugserhvervet: Her er bonden skyldig, indtil det modsatte er dokumenteret. Derfor er det utroligt nemt at blive dømt i forhold til tilbagebetaling og så videre, selv om man ikke har gjort noget som helst forkert, fortæller Brian Lars Nielsen.
Satellitten var lige smart nok
Et konkret eksempel har han med en lokal kunde, som blev bebrejdet, at han – stik imod reglerne – angiveligt havde pløjet sin græsmark.
- Satellitten troede simpelthen, at græsmarken var pløjet, fordi den var brun. Plantedækket var imidlertid visnet på grund af frost. Heldigvis nåede den pågældende landmand at tage et billede af marken, inden sneen faldt umiddelbart efter. Men her må jeg godt nok sige, at de dér ellers så smarte satellitter var lige dygtige nok, siger rådgiveren.
- Jeg kender også til tilfælde, hvor man har meldt 10 hektar målrettede efterafgrøder ind – men så kun kan lave otte hektar, fordi man i mellemtiden har mistet noget jord. Så mister man kvælstof til året efter, selv om man er uden skyld i den opståede situation. Igen føles det, som om landmanden partout skal straffes. Desuden er bøderne ofte helt ude af proportioner – som når både bittesmå og ligeledes kæmpestore bedrifter alle over én kam bliver trukket tre procent af støtten. En mekaniker kan selvfølgelig også få en bøde, men man kan trods alt ikke trække ham i EU-støtte, forklarer han.

Det sjællandske planteavlsrådgiverfirma tilbyder fortrinsvis optimering af planteavlsdriften med blandt andet mark-, gødnings- og sprøjteplanlægning.
At projekter relateret til Den Grønne Trepart samtidig skaber vildrede hos i forvejen travle landmænd, som drukner i både gødnings- og EU-regnskaber, gør ikke tilstanden bedre.
- Det er et virkelig irriterende element, at vi aldrig rigtig føler, vi bliver færdige. Indimellem tænker både landmanden og jeg, at nu er vi da endelig nået dertil, hvor vi kan koncentrere os om en ny sæson. Og så sørger kontrolregimet alligevel for at smide et eller andet hængeparti efter os. Det er bestemt ikke de venlige og servicemindede medarbejdere i SGAV (Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, red.), jeg langer ud efter. Men jeg skal love for, at man politisk har valgt at overimplementere EU-reglerne herhjemme, lyder det fra Brian Lars Nielsen.
Vi har tidligere her på avisen talt med andre planteavlsrådgivere, som kommer med en lignende kritik af – mener de – emsige danske myndigheder. Til gengæld fortæller de selvsamme rådgivere også om, hvordan man er blevet klart bedre til at lægge diverse kontroller ind i tast selv-systemet, hvilket er med til at reducere tidligere tiders hyppige fejl. Det er blandt andre Jørgen Evald Jensen fra Agriconsult ApS i Hjørring samt Tove Holm Vistedsen fra landboforeningen Vestjysk, som har fortalt om disse trods alt positive forbedringer.
- Og det kan jeg godt genkende. Det er blevet mere sikkert at sende selve ansøgningen, siger Brian Lars Nielsen.
Essentielt tilskud
Han har svært ved at forestille sig et landbrugserhverv uden hektarstøtte, fordi det årlige tilskud fylder så massivt i de enkelte bedrifters regnskaber. Mange landmænd beretter om, hvordan støtten stort set svarer til virksomhedens overskud.
- Og i så fald går det endda godt, mener den sjællandske planteavlsrådgiver.

Fire rådgivere er tilknyttet AgriAdvice lidt udenfor nordsjællandske Ølsted.
AgriAdvice ApS praktiserer privat planteavlsrådgivning på Sjælland men har også rødder ud på Lolland og Falster samt i Sydsverige. Firmaet, der ledes af agronom Hans Jørgen Bak, tilbyder fortrinsvis optimering af planteavlsdriften med mark-, gødnings- og sprøjteplanlægning som de typiske arbejdsområder. Alle kunder udstyres med en optimal strategi for den kommende sæson på en måde, der er tilrettet den enkelte bedrift. For Brian Lars Nielsens vedkommende er omkring 125 kunder dette forår blevet hjulpet med den årlige EU-ansøgning.
Udover egentlig rådgivning er jordbundsanalyser en del af forretningen på Brødlandsvej, hvor man også tilbyder fødevareproducenterne indkøbsfordele. Via samarbejde med søsterselskabet Agro Support kan der således foretages fællesindkøb af blandt andet kemi, gødning, såsæd og olie.
Brian Lars Nielsen er som nævnt ikke den store apps-freak. Det samme kan man roligt sige om mange af hans kunder:
- De er simpelthen ikke klar til den afhængighed af apps og internet i øvrigt, mener han.
Landmændene er heller ikke altid klar til høringer:
- For disse sendes ofte ud i sommerferien og efterårsferien, hvor både landmanden selv og hans konsulent kan være på ferie. Men vi skal selvfølgelig også have noget respekt for, at man er nødt til at bede om input i så god tid, at landmanden kan nå at få sine penge til tiden, indrømmer planteavlsrådgiveren.
Jeg skal love for, at man politisk har valgt at overimplementere EU-reglerne herhjemme
Brian Lars Nielsen, planteavlsrådgiver



































