Peder Bligaard har arbejdet professionelt med økologisk landbrug og fulgt økologiens udvikling siden 2002. Nu går øko-veteranen på pension. - Det største, vi har udrettet gennem årene, er, at vi har samlet kræfterne og løftet økologien fra niche til nødvendighed, vurderer han. I 2002 blev Peder Bligaard ansat i Økologisk Landsforening, hvor han i 20 år arbejdede med foreningens folkevalgte og fagudvalg, og de sidste år var han leder af landbrugsafdelingen. - Økologien var ikke særligt stor i 2002, men jeg kom til at arbejde sammen med en masse økologer og så den tilgang, de havde til udvikling. De havde et positivt sind og var interesserede i at deltage i noget nyt og innovativt. Det var meningsfyldt, og det drev mig. De tog fat på ting, som kunne virke umulige, men gjorde det alligevel, forklarer han. Da Innovationscenter for Økologisk Landbrug blev dannet i 2021, blev Peder Bligaard ansat som vicedirektør. - Med innovationscenteret fik vi en stærk, uafhængig stemme, der bygger bro mellem forskning, praksis og politik. Det har styrket økologien – og givet os mod på at sætte barren endnu højere og være en del af løsningen på tidens største udfordringer. Gennem sit arbejdsliv har han været meget inspireret af den positive og innovative tilgang i økologien, som han har mødt hos både landmænd, rådgivere, kolleger og samarbejdspartnere. - Det er fagligt dygtige mennesker, som arbejder for økologien. De er meget dedikerede, ser nye ideer og er udviklingsorienterede. Fremover skal økologien være både frontløber og brobygger. Vi skal turde være dem, der eksperimenterer og viser vejen, og vi skal også være dem, der samler, samarbejder og gør økologi relevant for hele samfundet. Jeg ser innovationscenteret som motoren bag den bevægelse, siger han. Peder Bligaard er uddannet landmand og jordbrugsteknolog. Før økologien arbejdede han bl.a. i Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgiverforening og hos foreningen Danske Landbrugsskoler.

Indsend navnenyt

Klik på denne knap for at tilføje navnestof til vores nyhedsside. Som læser kan du selv indsende og dele navneoplysninger.