LMO udvider igen nord for Limfjorden

Brian Søndergaard starter den 1. oktober som ny planteavlskonsulent hos LMO Nordland, hvor han særligt vil hjælpe mælkeproducenter med grovfoder. Han er uddannet landmand og blev efterfølgende jordbrugsteknolog i 2011. Han kommer fra en stilling som planteavlskonsulent først i LandboNord og efterfølgende som grovfoderrådgiver hos Sagro, og han er derfor en velkendt profil blandt de nordjyske landmænd.

”Jeg glæder mig meget til at starte i det, der for mig bliver nye rammer men i vante omgivelser. Jeg har tidligere haft fast base i Nordjylland, så for mit vedkommende bliver det jo et glædeligt gensyn”, siger Brian Søndergaard, der siden starten som konsulent har haft en forkærlighed for grovfoder.

”Jeg blev for år tilbage fortalt, at man ikke kan læse sig til at arbejde med grovfoder. Det kræver, at man er ude i marken og stikker fingeren i jorden for at lære det. Efter at have arbejdet på området i en årrække må jeg bare sande, at det er rigtigt, og jeg møder hver eneste dag ind til nye udfordringer, som kræver særlige løsninger”, siger han.

Indsend navnenyt

Klik på denne knap for at tilføje navnestof til vores nyhedsside. Som læser kan du selv indsende og dele navneoplysninger.