Regnskabsassistent Marianne Østergaard kan den 1. april 2020 fejre 40 års jubilæum i Dansk Landbrugsrådgivning.

Den 1. april 1980 blev Marianne Østergaard ansat som elev i det der dengang hed Himmerlands Samvirkede Landboforeninger i Aars. Det første tid gik blandt andet med tastearbejde, men også med at lave gældssaneringer, som i 80’erne blev skrevet i hånden.

Marianne kommer oprindelig fra en slægtsgård ved Stistrup ved Farsø, men landmand ønskede hun ikke at blive. Det blev dog alligevel landbrug, som hun endte med at beskæftige sig med. Som barn oplevede hun blandt andet hvordan familiens økonomikonsulent og assistent en gang om året kom forbi til statusmøde. Med sig havde assistenten en stor regnemaskine, som Marianne blev fascineret af. Og interessen for tal har holdt ved lige siden.

I 2013 kom Marianne til LandboNords afdeling i Fjerritslev, hvor hun i dag arbejder med regnskaber for virksomhedslandbrug – både de større og de lidt mindre. Ved et af landbrugene er det endda 3. generation, som i dag nyder godt af Mariannes assistance. En assistance man fortsat kan regne med – også selvom store dele af Danmark er lammet som konsekvens af COVID-19.

Kontoret i Fjerritslev er i øjeblikket skiftet ud med bopælen i Aars, hvor Marianne er godt i gang med regnskabssæsonen.

Privat bor Marianne med sin mand Niels Peter. Sammen har de to voksne døtre, som er flyttet til Aarhus. Fritiden går med at være kreativ, nyde den hjemlige hygge og en gang imellem at tage en chartertur til sydens sol.

Marianne Østergaards jubilæum bliver fejret internt i LandboNord, når det en gang bliver normale tilstande igen.

Indsend navnenyt

Klik på denne knap for at tilføje navnestof til vores nyhedsside. Som læser kan du selv indsende og dele navneoplysninger.