Relationerne er fortsat det, der motiverer rådgiver og coach

Det er kontakten til kunder og kolleger, der motiverer Karen Aagaard. Den 1. august kan hun fejre 25-års jubilæum hos SAGRO.

De mange relationer til kunder og kolleger er omdrejningspunktet for Karen Aagaards arbejdsliv.

Økonomirådgivning er hendes primære arbejdsområde, men de sidste ti år har den erfarne økonomirådgiver, med base i SAGROs regnskabsafdeling i Herning, også arbejdet med det social-økonomiske område og hjulpet kunderne med forhold vedrørende efterløn, folkepension, sygedagpenge, personlig assistance, fleksjob og mange andre socialøkonomiske ydelser.

- Vi er seks kolleger ved SAGRO, der specifikt beskæftiger os med det social-økonomiske område, fortæller Karen Aagaard, der har taget skridtet videre og uddannet sig til International Certificeret Coach, så hun også kan tilbyde coaching- og krisesamtaler.

Siden efteråret har hun blandt andet haft en del samtaler med tidligere minkavlere, hvor hun har gjort god brug af sine værktøjer.

Altid i udvikling
Som moden elev på 37 startede Karen Aagaard den 1. august 1996 hos Familielandbruget i Kibæk efter at have færdiggjort sin handelseksamen. I dag har hun fortsat kolleger, der var med til at lære hende op, og også blandt kunderne har nogle været med alle årene.

- Via en fusion i 2003 kom jeg til Hedens Agrorådgivning i Herning. Det gav mig mulighed for at starte op som rådgiver, få endnu mere kundekontakt og dermed udvikle mig yderligere, beretter rådgiveren, der sætter stor pris på muligheden for at sparre med kollegerne.

- Vi er gode til at spille hinanden gode, konstaterer hun.

Indsend navnenyt

Klik på denne knap for at tilføje navnestof til vores nyhedsside. Som læser kan du selv indsende og dele navneoplysninger.