- I kan mere, end I tror
Østfyns LandboUngdom havde spændende aften i selskab med Agro-Alliancen og Brødr. Ewers, hvor de især blev mindet om at turde udfordre sig selv og se verden fra forskellige vinkler.
Godt 40 unge mennesker var i sidste uge samlet i driftsbygningerne på Egeskov Slot, da Østfyns LandboUngdom inviterede til faglig maltbyg aften hos Agro-Alliancen (driftsselskabet hos Egeskov og Ravnholt, red.).
Her hørte de blandt andet direktør Bo Jensen fortæller om sin personlige vej fra elev til direktør for Agro-Alliancen, samt give Agro-Alliancens syn på fremtidens landbrug. Om vigtigheden af at være med inden for præcisionsjordbrug, og følge med forbrugernes ønsker.
- Vil de have lupiner og ærter, så er det det, vi skal dyrke frem for hvede. Vi skal forstå, hvad forbrugerne ønsker, lød det.
Se muligheder
Det japanske eventyr, hvor Agro-Alliancen i samarbejde med Brødr. Ewers og bryggeriet S.C. Fuglsang dyrker maltbyg og leverer øl til Japan, blev fremhævet af direktør Hans Otto Ewers, der gav endnu et spark i retning af, at de unge nyuddannede landmænd skal turde tænke nyt og komme ud i verden og se muligheder frem for begrænsninger.
- Kom afsted. Kom ud i verden. Tag ud og lær en masse, og se verden og landbruget fra flere vinkler. Og kom så hjem og få et job eventuelt i grovfoderbranchen. I kan mere, end I tror, sagde direktør Ewers til de unge tilhørere.