Ny platform viser effekten af drænvirkemidler
Over 100 drænvirkemidler er etableret i Danmark siden 2010, og der kommer stadig flere til. Landmændenes store indsats bliver nu synliggjort igennem en ny digital platform.

På den nye digitale platform er det blandt andet muligt at se et oversigtskort over drænvirkemidler. Det er endvidere muligt at dykke ned i hver enkelt og se billeder og informationer om blandt andet lodsejer, virkemidlets størrelse samt kvælstof- og fosforeffekt. Kilde: Seges
Drænvirkemidler er målrettede virkemidler, der på forskellig vis reducerer udledningen af næringsstoffer – såvel kvælstof som fosfor – fra drænede landbrugsarealers drænvand.
Disse drænvirkemidler er nu samlet på en digital platform, hvor den enkelte lodsejer kan få idéer ud fra konkret viden om forholdene. I Danmark har vi, ifølge Seges, på nuværende tidspunkt fem forskellige typer af drænvirkemidler:
- Minivådområder – nationalt godkendt og tilskudsberettiget.
- Matrice-minivådområder – nationalt godkendt, men ikke tilskudsberettiget i 2021.
- Vandmættede randzoner – under afprøvning.
- Afbrudte dræn – under afprøvning.
- Intelligente bufferzoner – afprøvet, men afventer godkendelse.
Skaber overblik
Den nye platform giver et overblik over, hvor i landet de forskellige drænvirkemidler er placeret. Man kan både se de, der er etableret og de, der har fået tilsagn til etablering igennem Landbrugsstyrelsens Minivådområdeordning.
Ved udvalgte etablerede drænvirkemidler er det muligt at dykke ned i hver enkelt og se billeder og informationer om blandt andet lodsejer, virkemidlets størrelse samt kvælstof- og fosforeffekt.
Sidst, men ikke mindst, kan man også se en opgørelse over, hvor langt hvert kystvandopland er i forhold til at nå sin kvælstofreduktionsmålsætning for minivådområder i vandplanperioden 2015-2021.
Opgørelsen omfatter den samlede kvælstofeffekt for alle minivådområder og matrice-minivådområder, der enten har fået tilsagn, eller som er etableret. Der er dermed tale om den potentielle målopfyldelse, hvis drænvirkemidler med tilsagn etableres.