Massey Fergusons nye 9S-serie blev afsløret, da Agritechnica-messen åbnede søndag morgen.
Søndag morgen åbnede den store Agritechnica-messe i Hannover. Det skete blandt andet med afsløringen af Massey Fergusons nye flagskib, den 425 hestes MF 9S.425 traktor.
Denne hidtil største Massey Ferguson, som afløser 8700-modellen på 400 hk fra 2015, er topmodellen i 9S-serien. Modelserien omfatter seks modeller, med henholdsvis 285, 310, 340, 370, 400 og 425 hk med Agcopower 8,4 liters sekscylindrede motorer, Stage V-emissionskontrol og nu uden behov for EGR-ventil. Alle modeller med boost, dog på nær den største 425-model, der konstant yder de 425 hk.
- Derfor er der virkelig tale om en miljøvenlig traktor, som vi glæder os til at vise frem næste sommer og kunne levere fra efteråret. Samtidig er det en meget kompakt og smidig stortraktor med en akselafstand på kun 3,10 meter. Det gør den perfekt til det danske marked, pointerer salgschef Jørgen Sørensen, Agco Danmark.
3,4 m3 kabine
9S-serien er en opgradering af 8S-serien, som blev introduceret i 2020. Den har den trinløse Dyna-VT transmission, ligesom den opsigtsvækkende 8S-førerkabine er videreudviklet til den nye serie. Kabinen er ikke mindre end 3,4 kubikmeter, og i den 6,6 kvadratmeter glasareal er udsynet uden blinde vinkler hele vejen rundt.
- Foragerteknikken omfatter nu automatisk vending af traktoren med det nye AutoTurn-systemet. Det venter vi også, at de danske landmænd vil tage rigtigt godt imod, siger Jørgen Sørensen og nævner, at den kompakte og handy 9S.425 har en venderadius på kun 5,75 meter.
Løftekapaciteten er på 12 tons i liften og 5 tons i frontliften. Hydraulikken yder op til 400 liter i minuttet ved 1.850 omdrejninger.
Flagskibet har vægt på kun 10.900 kg, som kan øges til 18.500 kg. Tankkapaciteten er på 660 liter brændstof og 68 liter AdBlue.