Dansk sprøjtesucces bliver større

Ved 2019-messen lancerede Hardi deres Aeon-linjen med 4.200 og 5.200 liter modellerne. I denne uge vises i Hannover to større udgaver af den avancerede sprøjte fra Nr. Alslev-fabrikken.

Under stor bevågenhed præsenterede Hardi International A/S for fire år siden Aeon-sprøjterne i henholdsvis 4.200 og 5.200 liters udgaver. Her i denne uge, hvor Agritechnica-messen er tilbage efter corona-pausen, lanceres to større modeller på 6.000 og 7.000 liters tankkapacitet.

- Aeon-modellerne er blevet taget rigtig godt imod verden over, og det ser vi også frem til for de større sprøjter, for eksempel på hjemmemarkedet, hvor trailersprøjter med stor kapacitet efterspørges, siger salgsdirektør Peter Dahl fra den danske sprøjteproducent.

De to store trailersprøjter har et 80 centimeter længere og kraftigere chassis. Ellers er funktioner som drejbare hjul med skærme og affjedret bagaksel også standard på de nye modeller.

Ved arbejdsområdet på venstre side af Aeon-sprøjterne kan udføres påfyldnings-, sprøjte-, rengørings- og omrøringsprocesser.

Her har en HC9700-computerskærm, som spejles med skærmen i traktorkabinen, afløst de manuelle indstillingsgreb. På skærmen kan aflæses data for marken og den forestående sprøjteopgave, efter tildelingskort hentes i skyen via AgriRouter-systemet fra Patriotisk Selskab eller andre rådgivningsvirksomheder. Eller også ved manuel indtastning på skærmen af areal og mængder.

Aeon-sprøjterne produceres af de 320 medarbejdere på fabrikken i Nr. Alslev. Peter Dahl oplyser, at der senest er investeret 17 millioner kroner i to nye laserskærere i produktionen.

På hovedkontoret på Falster er endvidere beskæftiget 110 funktionærer. I alt står Hardi International A/S for fem procent af den danske landbrugsmaskineksport, og koncernen er repræsenteret i over 100 lande.

Puls-system sparer kemi

På Agritechnica viser Hardi også deres PulseSystem, der kan holde dyserne åbne fra 30-100 procent ved samme tryk og samtidig sikre, at dråbestørrelsen ikke påvirkes. Derfor kan den samme dyse bruges ved flere forskellige kørehastigheder med en konstant dosering. Selv med en 36 meter bom med 72 dyser muliggør systemet et præcist sprøjtearbejde.

Desuden kan opnås nøjagtig behandling af små områder med spotstørrelse bestemt af dysens sprøjtebredde og en hastighedsafhængig sikkerhedsforanstaltning, der sikrer rettidig tilkobling af dysen for præcis målretning. Afhængigt af tætheden af ukrudtspletter kan der opnås op til 90 procent mindre kemi sammenlignet med traditionelt sprøjtearbejde.

CurveControl-teknologien i Hardi PulseSystem sikrer, at de enkelte dyser styres, så sprøjtepåføringen er den samme gennem hele bommen.

Læs mere om Agritechnica 2023

Drag fordel af internationale eksperters specialviden og klæd dig på til fremtidens landbrug, når Effektivt Landbrug stiller skarpt på Agritechnica 2023.

Læs mere her

Læs også