Tak for at indgyde håb, Søren. Men hvor er resultaterne?

L&F’S FORMAND SØREN Søndergaard holdt onsdag en flot beretning. Hans historie om tipoldeforældrene, der kørte en gris til Vejle, prøvede fire slagtere og kørte hjem igen – uden penge, men med grisen – er fin formandsretorik. Har L&F et lige så veltalende alternativ til formandsposten, er vedkommende godt gemt væk.

MEN SØRENS EGEN historie er også beretningens nyhed. For når formanden her i 2026 vælger at tale om danske bønders udvandring til Amerika i 1800-tallet, er det også, fordi stemningen i erhvervet aktuelt er, at man er på tærsklen til udvandring. I hvert fald mentalt. Udrejse væk fra had og nedgørelse i offentligheden er næppe fjern for en del af Søren Søndergaards medlemmer. Søren skal have ros for at sætte ord på følelserne.

MEN HAN REJSER med sin beretning også et stort spørgsmål, han ikke formår at besvare – hverken i sin tale eller i sin organisations strategi. For hvor er sejrene? L&F har insisteret på at sidde med ved bordet i treparten og nu i grisefireparten. Argumentet er, at man får indflydelse ved forhandlingsbordet.

FORMANDEN FORTÆLLER, AT skiftende regeringer med Mette Frederiksen i spidsen »en for en« har brudt trepartens forudsætninger. At halvdelen af de lokale treparter står stille. At landmændene mødes af krav på krav på krav i én stor haglbyge. »Aldrig har vi været så uenige med regeringen. Og aldrig har vi haft så mange møder med regeringen«.

DET KAN VEL ikke siges at være en god beskrivelse af at have indflydelse ved forhandlingsbordet? Det er en beskrivelse af adgang til et bord, hvor de andre aktører er falskspillere, mens man selv gambler på vegne af et helt landbrugserhverv, og hvor indsatsen er krav på krav på krav på krav?

VI KENDER ALLE sammen godt L&F’s svar om, at det ville have været værre uden L&F ved bordet. Men det er et argument, der aldrig kan modbevises, og som derfor aldrig kan bruges til at bedømme noget. For man kan ikke fremvise det værre, der ikke skete. L&F-medlemmerne betaler imidlertid for det, der sker – og alle danske landmænd betaler for en virkelighed med krav på krav på krav.

ENGANG VAJEDE PAROLEN »Noget at leve af. Noget at leve for« stolt over Axelborg i erhvervsorganisationens omdømmekampagne. I dag spørger flere medlemmer nok sig selv, hvad der er at leve af og leve for som landmand i Danmark.

KAN DE DELEGEREDE i Herning pege på ét håndgribeligt resultat af forhandlingskursen, der giver dem noget at leve af. Noget at leve for? Har forhandlingerne givet ét eneste medlem én eneste konkret forbedring af rammevilkårene, som kan mærkes på bedriften, i regnskabet eller i lysten til at investere?

DET NÆRMESTE, SØRENS beretning kommer et svar på fortvivlelsen, er håb. Håb om at komme tilbage på sporet fra 2024. Det er også Søndergaards opgave at indgyde håb midt i mørket. Og tak for det, Søren. Men håb er ikke en strategi – det siger Mette Frederiksens strateg i Statsministeriet i hvert fald. Er håb en strategi på Axelborg?

DET HØRER MED, at Søren Søndergaard i sin beretning slog fast, at L&F ikke giver hånd på hvad som helst, og at »valget ligger hos regeringen«. Men han fortæller ikke sine medlemmer, hvor den røde linje går, og han nævner ikke, hvad »hvad som helst« er. Hvornår rejser L&F sig fra bordet i København, fordi man ingen som helst resultater har med ud til sine medlemmer på landet?

VI VED UDMÆRKET, at landbruget ikke laver landets love. Men måske kan Søren Søndergaard lære af historien om sine tipoldeforældre, der uden held prøvede at afsætte grisen hos fire slagtere. Ingen ville betale en pris, familien kunne leve af. De lærte, at man ikke altid får gevinst af at forhandle. Spørgsmålet til Axelborg er, om forhandlingsbordet på Christiansborg bare er den femte slagter i rækken.

MÅSKE LEVEREDE S-MINISTER Christian Rabjerg Madsen svaret på delegeretmødet: »Vi skal have et landbrug, der er i bedre balance med natur, klima og dyrevelfærd. Det betyder helt nye tilgange på marken og på markedet. Nye satsninger. Det er rammerne. Og de ligger fast«. Dermed sagde han også, at der reelt intet er at forhandle om. Og så gik han.