Nulemissionssystem til grise hiver to stjerner hjem til Agrifarm og Samson Pumps

Se og hør om fremtidens klimavenlige staldsystem, der tager hånd om metan, ammoniak og lugt.

Fremtidens staldsystem til grise – et såkaldt nulemissionssystem – ser dagens lys og to stjerner på Agromek. Bag den klimavenlige stald står Samson Pumps A/S og Agrifarm Construction A/S.

Tre parametre været ifølge producenterne været særligt vigtige for samarbejdspartnerne, nemlig metan, ammoniak og lugt, som alle bidrager til emissionerne fra grisestalde.

Agrifarm og Samson Pumps har sammen stået for hele udviklingen af systemet og integreringen af de delkomponenter, som i fremtidsstalden vil kunne bidrage til reduceringen af klimabelastningen fra svinestalde.

- Løsningen tager udgangspunkt i en Agrifarm koncept-stald designet med fire sektioner og cirka 7.200 stipladser. Pladserne etableres med 25 procent fast gulv og hybridventilation kendetegnet ved et særdeles effektivt gulvudsug kombineret med naturlig ventilation, forklarer salgschef Kim Albrechtsen fra Agrifarm.

Kun ni procent ammoniak tilbage

På det højeffektive gulvudsug sættes Agrifarms kemiske luftrenser, som ifølge producenten er godkendt til at fjerne 91 procent ammoniak og 83 procent af lugten.

I konceptstalden er der indbygget et linespilsanlæg, hvor gyllen afleveres og opsamles i unikke præfabrikerede opsamlingstragte. Samson Pumps har udviklet et vakuumsystem, som gør, at gyllen effektivt og hurtigt kan suges ud af den præfabrikerede opsamlingstragt og afleveres i en fortank eller gylletrailer med henblik på afgasning i biogasanlæg, forklarer man fra Agrifarm.

Hele processen omkring styring af linespilsanlægget og vakuumsystemet er fuldautomatiseret og integreret i Agrifarms Smartfarm-styring. Herved sikres kontinuerlig drift, og der er mulighed for at dokumentere hvor ofte, der er taget gylle ud af stalden.

Øget velfærd i stalden

Ved at etablere linespilsanlægget kan gyllen skrabes effektivt ud af stalden to gange i døgnet, hvilket effektivt reducerer produktionen af metan, ammoniak og lugt i stalden. En anden fordel ved at anvende linespilsanlægget og vakuumanlægget fra Samson Pumps er, at der kan håndteres større mængder halm, til glæde for grisenes velfærd og efterfølgende produktion af biogas ved anvendelse af den tørstofberigede gylle, fremhæver producenterne.

Hos Agrifarm pointerer man, at der vil være et rigtig godt og forbedret arbejdsmiljø i den nye konceptstald.

- Dels vil der være et rigtigt godt indeklima, hvilket skyldes det effektive gulvudsug, samt at gyllen sluses ud af stalden to eller flere gange i døgnet. Med det fuldautomatiske linespilsanlæg spares også det tunge arbejde med at løfte gyllepropper og udsluse gylle, nævner Kim Albrechtsen.

Mere gas

Ved levering direkte til et biogasanlæg er gyllens metanpotentiale ifølge producenterne væsenligt forøget. Det betyder, at gyllen har en højere værdi, der kan give 15-25 procent mere gas end en standardgylle. Hvilket igen betyder en væsentlig reduktion i CO2-belastningen.

- Et konservativt bud er, at denne konceptstald med en produktion på cirka 28.800 grise vil kunne reducere CO2-belastningen med cirka 984 tons CO2 om året. Alene den øgede gasmængde, CO2-reduktionen og tidsbesparelsen fra den normale gylleudslusning, vil bidrage særdeles effektivt til at forbedre landmandens økonomi, pointerer salgschefen fra Agrifarm.

For at understøtte den grønne omstilling yderligere er nulemissionssystemet ikke kun udtænkt til Agrifarms staldkoncept men også til andre staldtyper og husdyrproduktioner. Her kan linespilsanlægget, vakuumsystemet, Agrifarms Smartstyring og eventuelt et gulvudsug kombineres og indbygges alt efter de givne forhold.

Så stor er effekten

Forventede effekter sammenlignet med traditionelle slagtesvinestalde med fulddrænet gulv og rørudslusning

75 % eller højere reduktion på metan

75 % eller højere reduktion på ammoniak

70 % eller højre reduktion på lugt

Kilde: Agrifarm

Læs mere om Agromek

Følg med, når Effektivt Landbrug dækker Agromek 2024 i Herning. Læs alt om landbrugets seneste produktinnovationer og spændende nye teknologier.

Læs mere her

Læs også