Nye kompakte Valtra-traktorer
Valtra har lanceret en helt ny traktorserie, G-serien, som kommer på markedet i fire versioner i hk-klassen fra 110 til 145 hk.

Valtra introducerer fire nye femtegenerationstraktorer, der spænder fra 110 til 145 hk.
TRAKTORER På et virtuelt pressemøde for nylig præsenterede Valtra en helt ny femtegenerationstraktor, der tilbydes i fire nye G-seriemodeller, G105 (110 hk), G115 (120 hk), G125 (130 hk), som leveres i en EcoPower-model, hvor føreren kan vælge Power- eller Eco-mode. Flagskibet i den nye serie G135 yder 145 hk. Alle hk-oplysninger er inklusive maksimum boost.
Den nye G-serie erstatter de tre mindste traktorer i Valtra N-serien. N104, N114 og N124.
De kendte Versu-, HiTech- og Active-modeller tilbydes også på de fire nye G-serietraktorer. Versu-modellerne har en innovativ, patenteret hydraulikassistent, der automatisk giver større hydraulisk effekt, når traktoren holder stille eller kører, uden det påvirker kørehastigheden. Funktionen kan leveres på Active- og HiTech-modellerne, hvis der er monteret elektriske frontventiler.
Den nye G-serie fås i fire udstyrsniveauer. Basis, Komfort, Teknologi og Teknologi Pro. Kunderne vil også kunne bestille G-serien i en skræddersyet version.
- Vores nye G-serie er en typisk allround traktor, der kan anvendes til for eksempel frontlæsseropgaver, sprøjteopgaver samt foderproduktion samt grøntsagsproduktion. Betjeningen af de nye G-serietraktorer er let og den nye kabine tilbyder et behageligt arbejdsmiljø, en kraftfuld frontlift og et eminent udsyn. Alt i alt er G-serien en kraftfuld kompakttraktor, sagde Mikko Lehikoinen, vice president, sales and marketing på pressemødet.
Flere transmissionsmuligheder
G-serien har en 24 plus 24R-transmission med fire grupper og seks Powershift gear. Skiftene fra B til C og mellem C og D er automatiseret. I traditionel Valtra stil, er parkeringsbremsen integreret med frem/bakgear vælgeren, og føreren kan også programmere transmissionsindstillinger efter behov. Krybegearet går helt ned til 120 meter pr. time.
HiTech-modellerne har et åbent hydrauliksystem, som leverer 100 liter pr. minut, mens Active- and Versu-modellerne har loadsensing hydraulik, som leverer 110 liter pr. minut. Op til fire hydraulikventiler er tilgængelige for og bag på traktoren. Versu-modellerne er tilgængelige med op til fem ventiler bag og fire ventiler foran.
Den nye G-serie er udstyret med en firecylindret 4,4-liter Agco Power motor. Den kompakte størrelse af motoren giver en lav motorhjelm og et godt udsyn. Med en Stage V-motor er emissionen uden EGR-udstødningsgasser og en elektronisk wastegate samt 1.600 bar Bosch indsprøjtningspumpe giver hurtig respons og masser af moment på motoren.
Stor kabine
G-serien har en rummelig kabine med 5,7 kvadratmeter glas, inklusive panoramatag. Den nye kabine fremmer komforten med opvarmede spejle, aircondition samt en lang række features, blandt andet USB-oplader, som er tilgængelig med den ekstra strømpakke.
Versu-modellerne med SmartTouch-brugerfladen har adgang til de samme Smart-Farming-funktioner som på de større N- og T-serietraktorer. Active-modellerne er også tilgængelige med Valtra Guide og præcisionslandbrugsfunktioner, der kan aktiveres via SmartTouch-terminalen.
G-serien er designet til at være den ideelle traktor til frontlæsseropgaver. Som sagt har G-serien et eminent udsyn. Frontlæsseren er integreret sammen med chassiset, hydraulikassistent som automatisk øger motoromdrejninger samt live-3-funktioner, som giver mulighed for brug af op til tre forskellige frontlæsserfunktioner samtidig.
De nye Valtra G-serietraktorer er allerede i produktion i Finland, og den danske importør Agco Danmark, som importerer Valtra-traktorerne, oplyser, at traktorer allerede nu kan leveres.