Dansk øko-eksport sætter ny rekord
Tal fra Danmarks Statistik viser, at den danske eksport af økologiske fødevarer for første gang passerer tre milliarder kroner.
ØKOLOGI Eksporten af danske økologiske fødevarer oplevede en stigning på fire procent i 2019 i forhold til året før og passerer nu for første gang tre milliarder kroner. Det viser de nyeste eksporttal fra Danmarks Statistik.
Det er særligt på kategorien andre næringsmidler, som blandt andet omfatter mælkepulver og modermælkserstatning, der er den store højdespringer med en stigning på 52 procent til 503 millioner kroner.
Væksten skyldes øget afsætning til et helt nyt marked i Indonesien samt store stigninger på eksisterende markeder i Kina, USA, Saudi Arabien og Forenede Arabiske Emirater.
Samlet set er det mejeriprodukter, æg og andre næringsmidler, der fortsat er de største eksportvarer, som udgør hele 56 procent af den samlede økologiske eksport.
Døren er sparket ind
- Det er glædeligt at døren er sparket ind til nye fjerne markeder. Det viser, at danske virksomheder og dansk økologi kan noget helt unikt, siger Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening.
- Vi leverer, tilføjer hun, en kombination af høj fødevaresikkerhed og økologi, og så har danske virksomheder en lang tradition og er kendt for at udvikle og eksportere økologiske kvalitetsprodukter.
Tallene fra Danmarks Statistisk viser et mindre fald i eksporten til de nære markeder. Både i Sverige og Frankrig ligger faldet på omkring 12 procent, mens Tyskland stagnerer.
Det er et udtryk for, at de nære markeder er blevet mere selvforsynende og øger det økologiske landbrugsareal i takt med en stigende efterspørgsel på økologiske fødevarer i hele Europa.
- Set ud fra et bæredygtighedsperspektiv er det glædeligt nyt, for det skyldes, at der er kommet godt gang i produktionen af økologiske fødevarer over hele Europa, påpeger Pernille Bundgård og fortsætter:
- For danske virksomheder betyder den øgede eksport til Asien, at det mere end kompenserer for faldet på de nære markeder og åbner for en større og stærkere portefølje i fremtiden.
jhal