Af Limagrain A/S

I et LG-sortsforsøg til høst 2024 blev der i gennemsnit af seks sorter høstet 6,44 tons/ha. Der blev høstet ca. en hektar i alle sorter. Topscorer blev LG ADELINE med 6,82 ton/ha – et meget imponerende udbytte – selv på god jord og under gunstige klimaforhold.

De tre nye LG-sorter - LG ADELINE, LG ARMADA og LG ACADEMIC – gav i storskalaforsøget et gennemsnit på 6,7 ton/ha, mens de tre »ældre« sorter – LG AVIRON, LG AUCKLAND og LG AUSTIN – i gennemsnit gav 6,2 ton/ha.

Forsøgsmarken blev sået den 17. august med en Väderstad Tempo enkorns-såmaskine. Denne såmaskine sår med 50 cm rækkeafstand og 10 cm planteafstand og placerer frøet i ensartet dybde, så der er uovertruffen præcision i alle dimensioner. Den ensartede placering gør, at plantetallet kan sænkes, og Martin Justesen såede 20 planter pr. kvadratmeter. Et lavt plantetal giver kraftige planter med stor pælerod, en kompakt vækst med et lavt vækstpunkt og stor forgrening.

10 cm planteafstand i rækken.

10 cm planteafstand i rækken.

Og det var lige præcis det billede, vi så i forsøgsmarken ved Martin Justesen. På trods af en hård start med 35 mm nedbør blot to dage efter såning havde rapsplanterne i start oktober 10-12 blade, en kraftig pælerod, enormt mange sideskud og et vækstpunkt helt nede ved jorden. Sådanne enkelte planter kan man som regel finde i de fleste marker, men det der skiller sig ud ved enkornssåningen er, at alle planter i marken ser sådan ud. Det er et meget imponerende syn.

Giv rapsen en god start

For Martin Justesen er det vigtigt at give rapsen en god start i efteråret for at få dannet store, robuste planter. Der blev nedfældet 25 ton slagtesvinegylle inden såning, svarende til 80 kg udnyttet N, samt placeret 50 kg DAP-gødning. I alt fik rapsen således 90 kg N og 10 kg P ved start. Der blev vækstreguleret to gange, først med Caryx og senere med Medax Top. Rapsjordlopper blev behandlet to gange, og der blev udført split-strategi med Belkar.

Ved alle behandlinger blev der tilsat 0,5 liter bor. Martin Justesen har roer i sædskiftet, og han er meget opmærksom på at undgå bormangel i rapsen. Afgrøden fik således 4 x 0,5 liter bor i efteråret. Samme strategi med bor i alle behandlinger anvendtes i foråret. Den første frost satte ind i midt-slut november. På det tidspunkt var der opnået over 800 graddage siden såning, og afgrøden havde en meget høj biomasse.

Plante med masser af sideskud i maj.

Plante med masser af sideskud i maj.

Martin Justesen prioriterer at komme i gang i foråret, så snart der er mulighed for det. I slutningen af februar blev der tildelt 300 kg Goldstar (NS26-15), svarende til 75 kg N og 45 kg S. Midt marts, blev tildelt 100 kg NS27-4 og 250 kg kali33, så afgrøden samlet set i foråret fik 102 kg N, 82 kg K og 50 kg S.

Oftest ville man gemme den sidste gødningstildeling til tættere på blomstring, fordi man ved, at raps er dårlig til at omfordele næringsstoffer, og der er brug for ressourcer under frøfyldning. Martin Justesen prioriterer dog at tildele gødningen tidligt i foråret, fordi han er bange for – og har erfaring for – at foråret på Lolland ofte bliver tørt. Og det giver rigtig god mening at komme lidt tidligere ud netop her.

Selvom 2024 generelt blev et meget vådt år, så blev foråret og sommeren endnu engang tør på Lolland. Landet blev delt i to, og den vestlige del fik hen over sommeren langt mere nedbør end normalt, mens Østdanmark fik mindre nedbør end normalt. Østlolland, hvor Martin Justesen bor, lå endnu engang i et smørhul og fik både mindre nedbør og mere sol end resten af landet.

Martin Justesen i forsøgsmarken den 12. marts 2024.

Martin Justesen i forsøgsmarken den 12. marts 2024.

Forsøgsmarken blev ikke vækstreguleret i foråret, da det blev vurderet, at der ikke var risiko for lejesæd pga. det lave plantetal. Den vurdering holdt stik, og hele marken stod fint op til høst uden lejesæd. Der blev behandlet mod bladribbesnudebiller den 10. marts, hvilket var 7 dage efter de første dage med +10 grader i temperatur.

Svampesprøjtning

Martin Justesen prioriterer hvert år to svampesprøjtninger i rapsen. Dette er et helt bevidst valg for at beskytte det høje potentiale. I 2024 blev de to svampesprøjtninger udført henholdsvis den 22. april og den 19. maj. Martin Justesen har tidligere år prøvet, at sidste svampesprøjtning først blev foretaget i starten af juni, og afgrøden havde efterfølgende svært ved at modne af, da stænglerne blev ved med at være grønne.

Sidste svampesprøjtning blev i 2024 suppleret med 20 kg N på skulperne. En praksis Martin Justesen har udført gennem de sidste år for at sikre sig, at afgrøden har de nødvendige ressourcer til frøfyldningen. Et lavt plantetal, som opnås ved enkornssåningen, giver planterne god plads til sideskud. Herved blomstrer de nogle dage længere og afmodner senere, hvilket giver en længere frøfyldningsperiode.

Generelt var der meget høje sygdomsangreb over hele landet i 2024, hvilket blandt andet skyldtes de klimamæssige forhold med masser af nedbør og derved gunstige forhold for lys bladplet og phoma. Desuden havde planterne generelt meget dårligt rodnet, og dermed ringe modstandskraft overfor sygdommene. Vi så det helt modsatte billede ved Martin Justesen.

Rapsen ved ham struttede af sundhed og havde meget grønne stængler sommeren igennem uden tegn på sygdomme.

Høst af parceller 7. august.

Høst af parceller 7. august.

Forsøget lå på jomfrujord, hvilket har været medvirkende til den gode sundhed. Forsøgsmarken blev først høstet den 7. august, som en af de allersidste marker på Lolland. Nabomarkerne var høstet for længst i den tørre sommer.

Som sagt blev der høstet meget flotte udbytter ved Martin Justesen i sommeren 2024. Årsagerne til de fantastiske udbytter skal ikke blot findes i en god jordtype og gunstige klimaforhold. Det skyldtes heller ikke kun robuste planter skabt af rettidig såning og stor kvælstofmængde i efteråret.

Det er en kombination af det hele tilsat Martin Justesens omhu, engagement og passion. Han forsøger hver dag at forfine tingene og gøre det lidt bedre end dagen før. På den måde stiler han hele tiden lidt højere og er i dag blandt de dygtigste planteavlere i Danmark.

Samlede behandlinger i rapsen:

✓ 212 kg N per ha i alt (90 kg N efterår og 122 kg N forår)
✓ 4 x bor efterår + 4 x bor forår
✓ 2 x vækstregulering efterår
✓ Ingen vækstregulering forår
✓ 2 x rapsjordlopper efterår
✓ 1 x bladribbesnudebille forår
✓ 2 x svampesprøjtning

Limagrain A/S

Limagrain A/S

Erhvervsbyvej 13 8700 Horsens