Holger fravænner nu 14,6 grise pr. kuld med DanBred-genetik: - Det gik over al forventning
Avl for kuldtilvækst forbedrer både soens pasningsevne og grisenes vækst i farestalden. Det oplever Holger Callø, der er avler af DanBred Yorkshire. Han ser resultaterne af målrettet avlsarbejde, når de fravænner 14,6 flotte grise per kuld.

Fotos: DanBred
Siden den første data for kuldtilvækst blev indsamlet, har Holger Callø fulgt udviklingen i sin besætning. Han er overrasket over, hvor stor betydning det har haft.
- I starten var vi bekymrede for at lægge 15 grise til en so med 14 patter, men det gik over al forventning. Det stimulerede hendes mælkeydelse, og grisene er store og flotte ved fravænning, fortæller Holger Callø fra Hvinderupløkke Svineavlscenter.
Han er en af de DanBred-leverandører, som i flere år har leveret data på kuldtilvækst, der i foråret 2025 blev en del af avlsmålet for DanBred Yorkshire og DanBred Landrace. I gennemsnit fravænner Hvinderupløkke 14,6 grise per kuld.
Masser af mælk gør en forskel
I det nye avlsmål er der lagt vægt på soens pasningsevne, og det stiller krav til hendes mælkeproduktion. Her er det samspillet mellem avl og management, som sikrer, at soen genetisk og i praksis har de bedste forudsætninger.
- Hvis du har styr på dit vaccinationsprogram og din fodring samt sørger for, at soen har grise nok til at stimulere mælkeproduktionen, kan du sagtens få mælk til alle grisene. Antallet af patter er ikke afgørende, fastslår han.

Ingen problemer ved fravænning
På Hvinderupløkke ser de også større og mere robuste grise ved fravænning, og det er noget, som tiltaler købere i både ind- og udland. Samtidig er de nemme at fravænne.
Vores grise trives og ved fravænning er de allerede en størrelse, hvor de hurtigt finder sig til rette i klimastalden. Hele processen bliver mere skånsom for grisene og giver mindre arbejde for os, forklarer Holger Callø.
Antallet af patter er ikke afgørende
Holger Callø, Hvinderupløkke Svineavlscenter

Avlen har fået fart på – det er motiverende at se fremskridt
Genetikken udvikler sig hurtigere end nogensinde før, og det mærkes ude i staldene. Som avler kræver det normalt stor tålmodighed, før resultaterne viser sig, men nu kan fremskridtene ses tidligere - og det giver både stolthed og arbejdsglæde.
- I dag kan vi se ændringer i avlen langt hurtigere end før. Det er motiverende for os og for medarbejderne i stalden, når vi kan se gevinsten i både farestalden og klimastalden.
Avl efter kuldtilvækst, som nu er i avlsmålet for DanBred Yorkshire og DanBred Landrace, har resulteret i større og mere robuste grise ved fravænning på Hvinderupløkke. Samtidig kan de lægge 15 grise til hver so og i gennemsnit fravænne 14,6 per kuld.
