Af Bæredygtigt Landbrug

Bæredygtigt Landbrug har på det seneste påvist, at de foreslåede løsninger og modeller i treparten ikke kommer til at virke. Tidligere på foråret tog vi tallene med rundt i landet på vores »roadshow«. Tal, der stammer fra både Seges og Aarhus Universitet.

Tallene viser, at trepartsaftalen er én stor politisk feel-good-mission, som hverken agronomisk, praktisk eller økonomisk hænger sammen. Formand hos Bæredygtigt Landbrug, Niels Hauge Mikkelsen forstår ikke, at det ikke er kommet frem i aftalen indtil videre.

- Jeg synes, det er begrædeligt for samfundet, at landbrugets forhandler i treparten, Landbrug & Fødevarer, ikke har formået at gøre dette klart for regeringen, siger han.

Formand for Bæredygtigt Landbrug Niels Hauge Mikkelsen mener ikke, at man kan komme i mål med treparten, som den står nu.

Formand for Bæredygtigt Landbrug Niels Hauge Mikkelsen mener ikke, at man kan komme i mål med treparten, som den står nu.

Desuden kan det undre, at regeringen overlader det meste af rampelyset til den ene part i trepartsaftalen, Danmarks Naturfredningsforening. Det gør ikke samfundet nogen tjenester, at en af parterne så klart og tydeligt i medierne kommer med påstande, som i mange tilfælde ikke er fagligt korrekte. Og det er i øvrigt påstande, som får lov at stå uimodsagt af manden for bordenden Jeppe Bruus, og på den måde får de lov til at underminere landbruget. Niels Hauge Mikkelsen forstår heller ikke, at ministeren for det hele har travlt med at lave reklame hele vejen rundt i Danmark for noget, der ikke virker.

- Der er endeløse detaljer i manglende og hullet lovgivning, manglende godkendelser og vedtagelser fra EU, som kan sikre landmandens rettigheder og fremtid. Staten skal naturligvis have sikret sig statsstøtte godkendelse og vedtagelse, inden alle de mange initiativer sættes i gang. Som side 43 i Aftalen om grønt Danmark siger, så tages der generelle forbehold for det, og det skal naturligvis være afklaret, inden den enkelte landmand står med risikoen – alt andet er jo uholdbart, siger formanden.

Vi er løsningsorienterede

Nu har vi selv lige påpeget en masse fejl og huller, men i Bæredygtigt Landbrug vil vi faktisk hellere fokusere på løsningerne.

Til at starte med skal der styr på spildevandet. Det kan ikke passe, at der alt for mange steder vælter spildevand ud. Der er tydelige sammenhænge i fjordene før og efter et udløb – fiskene og ålegræsset dør. Myndighederne står med en tilståelsessag om, hvor lidt man har styr på indberetningen og indholdet af miljøfremmede stoffer. Beregninger fra SEGES viser, at i visse områder kommer op mod 90 procent af fosforudledningen i det varme sommervand, hvor algerne gror, fra spildevandet. Og det er specielt i områder med stor befolkningstæthed. Der er i det hele taget flere problematikker på vandområdet ifølge Niels Hauge Mikkelsen.

- Jeg synes også, at man offentligt i medierne skal se mere ind i HELCOM-samarbejdet med landene omkring Østersøen. Det giver en mere nuanceret debat om iltsvind i havene omkring os. Det er mere end 50 år siden, at HELCOM blev startet, men ingen snakker om det i offentlig presse. Det er useriøst, siger han.

Der skal meget mere fokus på urenset spildevand ifølge Bæredygtigt Landbrug.

Der skal meget mere fokus på urenset spildevand ifølge Bæredygtigt Landbrug.

Formanden mener også, at landbruget og samfundet skal stoppe enhver snak om at acceptere rigide modeller og modelberegninger. Bæredygtigt Landbrug vil ikke være med til at lukke virksomheder og udskamme folk på baggrund af en eller anden teoretisk model. Lad os i stedet for bruge ting, der virker.

Landbruget skal have et næringsstof-balanceregnskab som defineret i EU's vandrammedirektiv. Her opregner man simpelt behovet uden et offentligt NUAR-system, som får selv det nye ejendomsvurderingssystem til at virke simpelt.

Landbrug & Fødevarer er presset på de indre linjer

Det er også nødvendigt at få genoprettet og udbygget målesystemerne i vandløbene, og der skal laves minivådområder, der hvor det giver fagligt mening.

Åerne, dræn og vandhåndtering skal gentænkes til de større nedbørsmængder, og arealerne skal enten være tørre til dyrkning, skov, natur og beboelse eller våde til vådnatur. En mellemting fungerer ikke, og så er det ovenikøbet også dyrt for alle parter.

Derudover skal biodiversiteten kortlægges bedre, så vi ved, hvad vi har, og der skal laves en mere målrettet plan for, hvilken ny biodiversitet man ønsker, så man rammer mere effektivt med valg af areal og løsning.

Udgangspunktet for trepartsaftalen var oprindeligt CO2-afgiften, som er et emne, hvor Landbrug & Fødevarer ifølge Niels Hauge Mikkelsen er udfordret.

- Problemet for L&F er, at man både skal repræsentere primærlandmanden med det biogene – det er det, der ligger i kassen »landbrugssektor«. Samtidig skal man også repræsentere agrosektoren med andelsbevægelsen – det er det, der ligger i kassen »industri«. Men hvilken herre skal så man tjene, og hvor meget, spørger Niels Hauge Mikkelsen.

Drop aftalen og få fagligheden tilbage

Landbrugets fremtid er uvis med alle usikkerhederne i trepartsaftalen. Og usikkerheden lægger også en dæmper på udviklingen. Dele af agroindustrien står nemlig med ekstreme udfordringer, fordi deres råvaregrundlag smuldrer med vedtagelsen af treparten. Aftalen vil nemlig nedlægge store dele af husdyrproduktionen, øge omkostningerne og sætte investeringslysten i bero.

Udtagningen af jord og tvangsøkologiseringen med den politiske målsætning om dobbelt økologisk areal presser også udspredningsarealet for biogassektoren. Og det er en skam, for biogassektoren er ellers en væsentlig del af løsningen på klimadiskussionen med deres grønne kulstofatomer.

Når man lægger alle problemerne sammen, danner der sig dermed et billede af en trepartsaftale, som vi aldrig kan nå i mål med. Derfor slutter formanden med en opfordring til aftalens parter.

- Kære regering og aftalepartnere, det duer ikke. Stop aftalen og udrulningen, inden det lægger hele erhvervet ned til glæde for dem, som dermed vinder en billigere nationalisering af privat ejendom. Vi har masser af løsninger, men det kræver, at man piller politikken ud af fagligheden, så vi også har en fødevareproduktion i fremtiden, siger Niels Hauge Mikkelsen.

Bæredygtigt Landbrug

Bæredygtigt Landbrug

Gl. Tårupvej 48 7000 Fredericia