Sydsjællandsk mælkeproducent oplever god effekt af pattevasker: - Den stimulerer køerne hurtigt og effektivt
På Salsbjerggaard på Sydsjælland har man igennem flere år gjort brug af pattevaskeren fra Compex/FutureCow. Det har sikret en ens og forbedret malkning, hvor køerne bliver stimuleret hurtigt og effektivt.

Søren Madsen driver Salsbjerggaard på Sydsjælland, hvor man nyder god effekt at pattevaskeren fra Compex/FutureCow. Fotos: Søren Nørgaard
Mellem Næstved og Vordingborg på Sydsjælland ligger slægtsgården Salsbjerggard. Her driver Søren Madsen økologisk mælkeproduktion med 1.000 køer og samme antal hektar.
Hans far overtog ejendommen i 1967 og introducerede Jersey-køer til gården i 1974, og selvom der i årenes løb også har været frilandsgrise på ejendommen, har de sidste 25 år gået med malkekøer. Som en del af udviklingsplanerne investerede Søren Madsen i 2023 i en Delaval malkekarrusel med plads til 60 køer ad gangen og et mål om en mere effektiv malkning.
- Effekten har været som håbet. Vi laver kvalitetsmalkning med cirka 350 køer i timen. Vi har samtidig haft pattevaskeren fra Compex/FutureCow de sidste par år, som er en super effektiv måde at få stimuleret køerne hurtigt og effektivt. Den stimulering har vi fastholdt, selvom vi malker dobbelt så hurtigt, som vi plejer, siger Søren Madsen.
En ideel maskine
På Salsbjerggaard har Søren Madsen flere folk ansat for at holde gang i driften. En af dem er Nikolaj Tange, der har arbejdet på gården i tre år og primært står for fodring og malkning af køerne.
For ham har investeringen i først en pattevasker og dernæst en malkekarrusel været ideelt.
- Pattevaskeren er en ideel maskine til at have en optimal mælkeproduktion. Den giver en ensartet malkning for både koen og medarbejderen. Det er en maskine, som gør det samme hver gang i forhold til, hvis du brugte en klud, hvor oplevelsen for koen ville være forskellig fra medarbejder til medarbejder, forklarer han.
Kræver tilvænning
I dag er Nikolaj Tange glad for at bruge pattevaskeren fra Compex/FutureCow. Han indrømmer dog, at de første par uger krævede lidt tilvænning.
- Du skal lære hvilke fingre, du skal bruge og hvordan du skal lægge den i hånden. Det er en tung maskine, som kræver finjusteringer undervejs. Jeg brugte f.eks. først min pegefinger til at trykke på knappen, men senere har jeg brugt ringfingeren til at trykke på knappen. Det betyder, at pattevaskeren ligger bedre i hånden, og det er næsten det bedste, der er sket, fordi det givet mig en meget bedre oplevelse af maskinen, forklarer han.
Selvom pattevaskeren ifølge Nikolaj Tange kræver lidt tilvænning det første stykke tid, har han imidlertid kun positive erfaringer med den.
- Pattevaskeren er nem at bruge, da man trykker på en knap, der giver væske, som blødgør møget der skulle sidde på patterne. Det gør vi på alle fire patter og derefter kører vi en omgang til, hvor man slipper knappen og kører en omgang uden væske. Det gør, at patterne bliver tørret og dermed blive klar til at sætte malkesættet på, siger han og tilføjer:
- På den måde har pattevaskeren gjort arbejdsdagen nemmere, fordi vi ikke længere skal koncentrere os om at vaske klude og gøre det på otte køer ad gangen. Nu er det mere en ko ad gangen, og det synes jeg, er en god måde at håndtere køerne på, og de er også glade for den.

Nikolaj Tange har arbejdet tre år på Salsbjerggaard og står primært for fodring og malkning.
Optimeret produktion
Pattevaskeren har imidlertid ikke kun gjort arbejdsdagen nemmere for medarbejderne, der malker og oplevelsen bedre for køerne.
Izadora Yarra fra Brasilien har ansvaret for produktionen og står for at motivere medarbejderne på Salsbjerggard. Hendes vigtigste opgave i forbindelse med malkningen er at sikre, at alle medarbejderne bruger pattevaskeren på samme måde for på den måde at sikre den bedst mulige produktion.
- Pattevaskeren gør, at jeg kan sammenligne mælkemængden på min computer. Her kan jeg se, om medarbejderne bruger maskinen på den rigtige måde, fordi vi er nødt til at rengøre og stimulere koens patter, så koen kan lægge så meget mælk ned som muligt, siger hun.
Flere års brug af pattevaskeren har på mange måder optimeret mælkeproduktionen på Salsbjerggaard. I dag har man en linje, der skal følges i forbindelse med malkningen, og her spiller pattevaskeren også en vigtig rolle i Izadora Yarras arbejde for at optimere produktionen.
- Pattevaskeren hjælper mig på den måde, at jeg kan se, om folk følger linjen og dermed bruger den på samme måde. Vi har også flere punkter at følge, når vi snakker mælkemængde. Hvis et af punkterne ikke falder ud som forventet, men medarbejderen bruger pattevaskeren korrekt, så kan det være fordi koen er syg eller måske er der sket en ændring i fodringen. På den måde hjælper pattevaskeren mig meget, forklarer hun.
Pattevaskeren fra Compex/FutureCow er blandt andet med til at sikre, at køerne har malket en større mængde mælk efter de første to minutter. På Salsbjerggaard har Izadora Yarra installeret computeren til, at hun får tre opdateringer i løbet af malkningen.
- Vi får tre opdateringer med 30 sekunders mellemrum. Det er vores mål, at malkningen gerne skal være højere ved anden opdatering end den første. Så vi fokuserer ikke så meget på, hvor meget højere køerne producerer, men mere at de gerne skal gå op i produktion mellem første og anden opdatering. Samlet set har pattevaskeren og malkekarrusellen altså været med til at forbedre vores malkning, siger hun.

Izadora Yarra har ansvaret for produktionen og medarbejderne. Pattevaskeren har hjulpet hende meget for at optimere produktionen på Salsbjerggaard.
Rengøring og service
På Salsbjerggaard er alle medarbejdere blevet instrueret i at bruge pattevaskeren fra Compex/ FutureCow. Den har været med til at optimere malkningen af de 1.000 køer, der pt. bliver malket to gange i døgnet og fra sommeren skal malkes tre gange dagligt.
Medarbejderne har kun seks sekunder pr. ko og derfor skal der konstant være et godt flow. Trods de korte intervaller er pattevaskeren nem at vedligeholde, forsikrer Nikolaj Tange.
- Den er nem at rengøre og vedligeholde. Vi rengør den faktisk løbende gennem malkningen og skifter også børste på den hver anden dag. Jeg vil også sige, at ni ud af 10 af de problemer vi kan have, kan vi selv løse, da vi har opsat en reservedelsreol, hvor alle reservedele ligger. Og skulle der ske noget, som vi ikke selv kan løse, går der ikke længe før Compex er her, siger han.
