- Når det står færdigt her til september, kan vi samle alle køerne, så vi får 300 køer mere og kan komme op og have 850 malkekøer på én bedrift.

Sådan siger kvægavler Jonas Risager under rejsegildet til udvidelsen af sin bedrift Lundergaard, hvor håndværkere og medarbejdere bliver budt på pølser og sodavand for at fejre milepælen. I centrum for projektet har Nellebrand stået som rådgiver.

En tillidserklæring

Det er ikke første gang, Jonas Risager bygger nyt med Nellebrand. Da han i 2021 tog sin nyopførte kvægejendom i brug efter et omfattende barmarksprojekt, var det med Ole Veksø Olsen fra Nellebrand som projektleder.

- Oprindeligt var det Ole, som hjalp med tegningerne, byggetilladelser og miljøgodkendelser, og vi havde faktisk et rigtig godt samarbejde med Ole dengang, fortæller Jonas Risager.

- Vi taler »samme sprog«, og jeg kan godt lide, at han også kommer fra lokalområdet, siger landmanden med et lille, skævt smil.

Netop det gode samarbejde er årsagen til, at valget igen er faldet på Nellebrand som totalrådgiver i den aktuelle udvidelse. Ole Veksø Olsen har mere end 25 års erfaring som tømrer, bygningskonstruktør, arkitekt og projektchef, og netop kombinationen af erfaring og nærvær fremhæves af Jonas Risager.

- Det, der giver mig arbejdsglæde, det er at se tingene lykkes og være en del af det. Vi har med en ung landmand at gøre med meget høj faglig stolthed. Det er skønt at være en del af det, fortæller Ole Veksø Olsen, inden rejsegildet begynder.

En ny virkelighed

Siden det første byggeri blev opført, har Jonas Risager udvidet bedriften markant. I vinter overtog han en naboejendom med 250 køer, og han står nu med en samlet besætning på 800 malkekøer.

- Lige for tiden har vi ikke så meget at klage over. Vi er begunstiget af nogle gode mælkepriser og et fornuftigt bytteforhold, lyder det fra nordjyden, der således ikke har været i tvivl om, om udvidelsen skulle blive en realitet.

Målet med den aktuelle udvidelse er at samle alle køerne på én bedrift. Det giver bedre logistik, færre driftsudfordringer og ikke mindst mere rationelle rammer for både dyr og medarbejdere.

- Det absolut vigtigste er klart, at vi får nogle attraktive rammer for køerne, og så skal det naturligvis også være rationelt i det daglige for os selv og medarbejderne.

Den nye udvidelse bliver til i tæt samarbejde mellem Jonas Risager og Nellebrand, der leverer komplette rådgivningspakker fra de første skitser til færdigmelding.

- Jeg synes, det har kørt, som man nu kan forvente, og jeg har været godt tilfreds. Jeg vil da helt klart anbefale andre at bruge Nellebrand. Det har været en god oplevelse, og når man genvælger, er der som regel en god grund til det, lyder det fra mælkeproducenten.

Foder døgnet rundt

Staldens indretning bærer præg af erfaring og nytænkning. Det gælder ikke mindst foderkrybberne.

- I foderkrybben her har koen jo mad 24-7. Ved at den er så dyb, gør det, at koen ikke kan skubbe maden ud. Det gør, at landmanden og hans medarbejdere ikke skal ud og skubbe maden ind til køerne igen, og det sparer en del arbejdsgange. Her kan køerne bare tage for sig af retterne, forklarer Ole Veksø Olsen, der oplyser, at det var Jonas Risagers egen idé, at foderkrybberne skulle være så høje.

Og det er netop de løsninger, der sparer tid og arbejdsgange i hverdagen, som er tænkt ind i hele projektet fra kalvestald til malkekarrusel.

Malkningen foregår nemlig én gang dagligt i en karrusel med plads til 50 køer ad gangen. Det betyder, at hele malkningen, inklusiv rengøring, med det nuværende antal køer kan overstås på omkring tre timer.

Hurtig færdigmelding og høj faglighed

I dag er kravene til blandt andet brandsikring og myndighedsbehandling højere end nogensinde før. Her trækker Jonas Risager igen på Nellebrands brede kompetencer.

- Jeg kan ikke få mine realkreditlån hjem, før byggeriet er færdigmeldt. Nellebrand hjælper med at få det færdigmeldt, og specielt brand er en stor post på byggeriet nu om dage. Det er også noget, de kan hjælpe med.

Netop det integrerede rådgivningskoncept, hvor brand, byggeri og projektledelse går hånd i hånd, er en af Nellebrands styrker, mener han.

Optimisme

Selvom mælkeproduktionen i Danmark ifølge flere er under pres, ser Jonas Risager optimistisk på fremtiden.

- Der bliver jo færre og færre kvæg her i Danmark. Men jeg tror, jeg er lidt heldig, at jeg lige bor på en plet, hvor vi indtil videre ikke er så hårdt ramt af restriktioner fra den grønne trepart og lignende, og forhåbentligt vil der stadig være høje mælkepriser.

Han peger også på biogassen som en mulig del af løsningen på klimakravene.

- Vi har en del biogas i det her område, som jeg tror også ville kunne hjælpe os med klimaneutralitet, som vi hungrer efter at komme i mål med.

Fremtiden kræver planlægning

Hele projektet er tænkt som et svar på de regler som træder i fuld kraft fra 1. juli 2034

- Hele det her projekt er jo baseret på, at det kan klare de kommende krav. Det startede som barmarksprojekt for at vi således bedst kunne fremtidssikre virksomheden, forklarer Ole Veksø Olsen.

Han peger på, at netop mælkepriserne og forventningerne til klimaneutralitet giver anledning til at bygge om eller bygge til, og det gør, at rådgivningen skal være skarp.

Vokseværk

Det er ikke kun Lundergaard, der vokser. Rådgivningsvirksomheden Nellebrand oplever i disse år øget efterspørgsel, især inden for kvæg- og kyllingebyggeri.

- Vi gør rigtig meget i kvæg og kyllinger, alle industribygninger omkring det og driftsbygninger til landbruget, fortæller Ole Veksø Olsen og fortsætter:

- Vi kan godt mærke, at der er flere og flere, der har interesse for at lave udvidelser. Vi har også andre projekter med staldudvidelser inden for kvæg og især mælk. Det er et område i bevægelse, og vi vil gerne være med til at sikre, at det bliver gjort ordentligt og i overensstemmelse med lovgivningen, siger Ole Veksø Olsen og påpeger, at der også sker meget på kyllingesiden:

- Vi slår os ret meget på kyllingestalde lige nu, for vi kan mærke, at det er et marked, der bevæger sig meget. Blandt andet er vi i gang med et projekt uden for Thisted og et på Fyn, fortæller Ole Veksø Olsen.

Hele landet

Nellebrand tilbyder totalrådgivning til både store og små bygherrer i hele landet.

- Vi tilbyder en rådgivningspakke, hvor vi laver alt ansøgningsmaterialet, men først skal vi finde ud af, hvad kunden gerne vil have. Og få indrettet det sådan, at det giver mening. Derefter hjælper vi med at få lavet statikken og får bygherren i mål med projektet, forklarer han.

Ifølge Ole Veksø Olsen er det vigtigt at holde fødderne på jorden, også når der bygges stort.

- Det er jo meget traditionelt byggeri det her, fordi det skal give mening kroner og øre-mæssigt. Man bygger billigt. Alt er lavet for at fremme vækst og køernes ve og vel. Det gælder også her hos Jonas, hvor malkestalden fra start blev gjort større, fordi vi vidste, at det ville blive udvidet, siger projektchefen.

Nellebrand rummer også den certificerede brandrådgiver Malthe Nelleberg Jessen.

- Fordelen ved Nellebrand er, at vi sidder som et ungt team. Jeg er godt nok alderspræsident, men det er så, hvad det er, siger Ole Veksø Olsen med et smil.

- Når jeg først har lavet et projekt, så smider jeg det over på Malthes skrivebord, og så kan vi hurtigt komme videre. Vi har en god ping pong og finder gode, billige løsninger, også brandmæssigt, for bygherren.

Udvidelse af teamet

Netop på grund af stigende efterspørgsel har virksomheden for nylig udvidet teamet.

Jesper Rathleff Holst er ansat som projektchef. Han kommer med næsten 20 års erfaring inden for bygherrerådgivning og industri- og landbrugsbyggeri.

Jesper er uddannet elektriker, bygningskonstruktør og certificeret projektleder og har tidligere arbejdet hos BK Nord. Han er ifølge Malthe Nelleberg Jessen et velkendt ansigt i branchen og klar til at tage del i den vækst, som Nellebrand oplever.

Fakta om udvidelsen

Ejendom: Lundergaard, Harken ved Hjørring

Bygningsareal:

  • Eksisterende og udvidelser samlet: ca. 12.400 m²

  • Udvidelse (goldstald/ungdyrstald): 3.400 m²

  • Kalvestaldsudvidelse: 240 m²

Nye funktioner i udvidelsen:

  • Udvidelse af dybstrøelsesarealet til nykælverhold og overvågning

  • Flere behandlerbåse

  • Bedre klovbeskæringsplads

  • Samling af dyr og foderlogistik på én matrikel

Nellebrand

Nellebrand

Gugvej 148, 9210 Aalborg SØ