Griseproducent om mobil foderblanding: - Det var ligesom at få en ny besætning. Det er fantastisk det der
Bo Glerup ved Kolding har i 13 år brugt CR Foderservice til mobil foderblanding med egne råvarer. Det begyndte som et forsøg, men udviklede sig hurtigt til en central del af hans driftsstrategi.

Chauffør Kim Andersen er med ude ved Bo Glerup, som har brugt mobil foderblanding fra CR Foderservice i 13 år.
Da Bo Glerup for 13 år siden opdagede det dengang nye koncept med mobil foderblanding af egne råvarer, havde han ikke nogen ide om, at det ville gøre en så stor forskel.
- Dengang vi startede, der var det ligesom at få en ny besætning. Det er fantastisk, det der, lyder det begejstret fra griseproducenten, der holder til nær Almind ved Kolding.
Anbefaling
Sammen med sin kone driver han Bygholmgaard på 190 hektar med 500 søer og med salg af 30-kilos grise.
Alt kornet, der produceres, går til eget forbrug ved grisene, og til at hjælpe sig med den opgave bruger han CR Foderservices mobile blandeanlæg, som kommer forbi bedriften én gang om ugen.
- Jeg vil klart anbefale CR Foderservice til andre. Er man i tvivl, kan man sagtens bare prøve det i en måned, to eller tre, for der skal ikke det store setup til, for at de kan komme og blande noget foder, siger griseproducenten.

Kommer direkte ud
CR Foderservice tilbyder at komme direkte ud til landmænd med mobile blandeanlæg, der muliggør hjemmeblanding af foder baseret på egne råvarer.
Virksomheden, som blev etableret i 2010, råder i dag over syv mobile anlæg, der betjener hele Danmark, dog undtaget de ikke brofaste øer.
Hos CR Foderservice fremhæver man selv, at løsningen giver landmanden fuld indsigt i og kontrol med egne råvarer samt sikrer frisk foder ved hver blanding.

Fingeren på pulsen
Chauffør Kim Andersen, der har kørt for CR Foderservice i seks år, og som denne dag er ude ved Bo Glerup, fortæller, at det er helt unikt, det som CR Foderservice kan tilbyde.
- Vi har et produkt, hvor man har fingeren på pulsen i forhold til sine egne råvarer. Og man kan ændre det fra gang til gang, så der er stor fleksibilitet, lyder det fra Kim Andersen.

Grise var kørt fast
Før 2012 kørte Bo Glerup med færdigfoder.
- Men vores grise var egentlig kørt lidt fast i det, fortæller landmanden, der i 2012 byggede den første amerikanersilo og skiftede til at bruge sit eget foder gennem CR Foderservice.
- Og vi har brugt dem lige siden. Og det har vi været utrolig glade ved. For når vi høster, så høster vi hele vores forbrug ind til et år med korn, og får det rørt op, og så er det samme foderkvalitet, vi fodrer med hele året, oplyser landmanden, der beretter om variationer i foderet, når man handler ved foderstof-virksomheder.

Slipper for arbejdsbyrde
I et kort øjeblik overvejede Bo Glerup også muligheden for at lave sit eget male/blandeanlæg, og så selv have blandet sit foder.
- Men vi har et utroligt godt samarbejde med CR Foderservice, og så skulle jeg også have bygget en hal til at have det i. På den her måde slipper vi for arbejdsbyrden med at holde et sådant anlæg kørende, og så har jeg jo desuden heller ikke nogen nedbrud lørdag og søndag på mit eget anlæg. Den her løsning fungerer godt, og i min situation ville det nok også gå lige op prismæssigt, siger griseproducenten.
Tjenesten fungerer ved, at en lastbil med blandeanlæg kører direkte til producentens råvarelager.
Her indtastes en individuelt tilpasset recept, og der isættes sold efter, hvad der står på ordren for den pågældende blanding for at sikre den ønskede formalingsgrad. Der kan produceres 12 ton foder i timen.
Efterfølgende aflæsses blandingen i silo, og en produktionsseddel dokumenterer råvaremængder og tidsforbrug. Under processen tages prøver til kontrol, og der kan aflæsses op til 40 ton foder i timen.

Kan komme til næsten overalt
Chauffør Kim Andersen fortæller, at chaufførerne gør en dyd ud af at aftale en tid med de enkelte landmænd, og at de så sådan set bare står for resten, når først der er leveret en ønsket recept.
- Vi sørger for at lave foderet, og kunden mærker sådan set ikke, at vi er der, siger han, og fortæller at kundekredsen spænder fra alt lige fra mindre husmandsagtige steder til helt store spillere, hvor der blandes op mod 150 ton foder om ugen.
- Og stort set alle steder har vi mulighed for at komme til med vores lastbiler, så det skal man ikke være bekymret for, siger Kim Andersen.


