Udbytte på over 14.000 foderenheder i snit: - Vi frygtede, at det hele gik til i tørke
Høstsæsonen for majs er ved at være afsluttet, og Corteva skal nu i gang med at evaluere på sine majsforsøg. Foreløbige resultater viser, at det er lykkedes at høste et højt udbytte af foderenheder, til trods for udfordrende vejr i vækstsæsonen.
Maj og juni måned var næsten uden regn, mens man i juli næsten ikke fik solen at se. Det betød, at majsen voksede under mindre gode betingelser og uden sollys i de mængder, mange landmænd ellers gerne havde set skinne på sine marker. I forsøgs-majsmarkerne har Corteva også set resultaterne af det manglende lys i sommer.
Her har plantestænglerne strukket sig i vejret, og det betyder, at udbytterne har været høje. Det fortæller Emil Dollerup, produktkonsulent hos Corteva. Samme meldinger får han fra de danske landmænd, som bruger Cortevas majs-sorter.
- I majsen i år har vi fået nogle fantastisk flotte udbytter. Det er det, vi hører derude, hvor folk virkelig har fået høstet nogle pæne udbytter. Og det er jo dejligt at se, når vi stod i starten af sæsonen og frygtede, at det hele gik til i tørke. Majsen har kompenseret, og den har vist, at den er en plante, som trives godt under tørre forhold, siger Emil Dollerup.
Høster over gennemsnittet
- Corteva har i egne forsøgsmarker set et gennemsnitsudbytte på over 14.000 foderenheder på tværs af sine majs-sorter. I et gennemsnitsår er man normalt tilfreds, hvis der bliver høstet mere end 12.000 foderenheder. Resultaterne fra forsøgsmarkerne skal ses i lyset af, at der testes uden foragre eller problemområder. Trækker vi 500 foderenheder fra, passer det godt omregnet til mark, og det er rigtigt flot, siger Emil Dollerup.
Sammenlignet med tidligere år har majsen strukket sig mere, og fordøjeligheden har været god, dog uden at være lige så god som sidste år. Samtidig ser man i år en lavere stivelsesprocent. Ideelt ville NDF-delen have fyldt en smule mindre, mens stivelsen gerne skulle have fyldt mere. Det betyder, at nogle landmænd kommer til at mangle noget stivelse.
- Det er jo en kombination af, at majsen har strukket sig, og derfor har haft en stor opbygning af fibre. Samtidig med at det tidspunkt, hvor majsen afsætter sit kolbepotentiale, det er helt tilbage i juni, hvor den egentlig var stresset. Og derfor har den ikke helt de store kolber, som vi plejer at se, siger Emil Dollerup.
Vælg den rigtige sort
Kigger man på de enkelte sorter, skiller P7647 sig særligt ud. Sorten har præsteret rigtig godt på fordøjeligheden af cellevægge, hvilket gør, at man får en rigtig god fordøjelighed af hele planten. Generelt er Cortevas sorter kendetegnet ved, at stivelsen under normale forhold er vægtet meget højt. Og de sorter, man har til helsæd, formår i høj grad at forblive grønne, da de har en høj andel af stay green i sig. Det er en stor fordel i fodringssammenhæng og giver samtidig en god høstfleksibilitet.
Når man skal vælge en majs-sort til sit landbrug, er den vigtigste parameter dog, at sorten bliver færdig på den lokalitet, man har, forklarer produktkonsulenten.
- Tager man et eksempel med en landmand, der bor i Vendsyssel, så er en sort som P7179 rigtig godt egnet til helsæd, da den når at blive færdig. Og i forhold til andre tidlige sorter har den et rigtig højt udbytte. Desuden er den egnet, hvis man gerne vil have en tidlig høst, måske fordi man har meget til at ligge på nogle af de lidt lavere arealer, og man er interesseret i at komme ud og tage dem tidligt, siger Emil Dollerup.
Ellers har Corteva tre sorter i middeltidlighedsgruppen, P7364, P7381 og P7647, som er egnet til dyrkning i en stor del af landet. Dog stadig med det forbehold, at man skal kunne nå at få dem høstet. Taler man om enkelte karakteristika, er P7381 det bedste valg til højt stivelsesindhold, mens P7364 og P7647 er bedre på fordøjelsen.
Corteva Agriscience Denmark A/S
Langebrogade 3H
1411 København