Hvad der for 14 år siden startede som et en-dags-heste-arrangement har vokset sig til et weekend-arrangement, der kan præsentere alt inden for heste– og hundeverdenen. Her sælges hverken heste eller hunde – men alt det rundt omkring dem: 150 virksomheder sælger udstyr til hestene og hundene, og her finder man da også alt fra små hovrensere til hestetrailere eller maskiner, der kan effektivisere arbejdet i stalden.  

En aktiv handelsplads 

Der findes ca. 200.000 heste i Danmark, og sektoren omsætter for ca 8.500 mio kr. om året (Seges). At der er gang i hesteverdenen kan Niels Mathiasen, udstilleransvarlig på Store Hestedag, også mærke: ”Inden for de sidste par år har vi oplevet, at virksomheder, der tidligere har deltaget på Roskilde Dyrskue, nu også har fået øjnene op for Store Hestedag – og hesteområdet som et nyt markedsområde.” 
Havdrup Maskinforretning er netop en af de maskinforretninger, der har udviddet målgruppen til nu også at satse på hestesektoren, med John Deere traktorer op til 110 hestekræfter, mini-læssere og andet materiel, der kan bruges i stalden. ”Vi har i rigtig mange år været fast inventar på Roskilde Dyrskue, men for 3 år siden tog vi for første gang til Store Hestedag. Jeg vidste faktisk ikke, at arrangementet var så stort, som det er. Men vi har haft rigtig gode oplevelser og møder den helt rigtige målgruppe for os,”, fortæller Jens-Michael Petersen, salgschef for Havdrup Maskinforretning.

For alle med hove

Store Hestedag er Danmarks største udendørs hestearrangement – og et af de få hvor alle slags heste, og dertilhørende hestefolk, mødes på tværs af racer og ridediscipliner. På Store Hestedag mødes alle der er glade for heste –uanset om hesten har papirer eller ej. Hestene bedømmes og hver dag udpeges Dagens Hest af professionelle hestedommere.  

I ringene vises alle slags ridediscipliner: Dressur, Polo, Horseman-ship, PonyGames, Travsport, Military og meget mere og på banerne konkurrerer hestene i dressur, Subaru Cup (military på bane), Mounted Games (actionfyldt stafetløb med forhindringer), ridebanespringning og meget mere. 

Første gang i Danmark

Hver dag vises det Store Hesteshow, der i år kan præsentere franske Alicia Dosogne, der for første gang i Danmark viser sin fine og frie dressur på både store og smukke Lusitiano-heste og små søde ponyer. 

Hundehyggeligt på Store Hestedag

Hundeafdelingen på Store Hestedag er i forrygende vækst. Flere foreninger vælger at vise deres racer frem og afholde bedømmelser på Dyrskuepladsen. Dansk Kennel Klub samarbejder med Store Hestedag og kan i år præsentere et alsidigt hundeprogram med Agility, Flyball, hundeshows og meget mere. 

Tag din hund med

Publikum er velkomne til at tage egen hund med på Store Hestedag, hvor der venter flere oplevelser.  Til Åben Bedømmelse kan man få sin hund bedømt af professionelle hundedommere  og være med i kampen om Dagens Hund. Alle hunde uanset racer eller ej er velkomne.

I clinics kan du og hunden lære mere om hundesprog, klikketræning, at gå pænt i snor og meget mere.

Fakta: Store Hestedag


2. – 3. September på Dyrskuepladsen i Roskilde.

Se mere på www.storehestedag.dk