Smagen falder mere i forbrugernes smag end hensynet til klimaet, når der puttes fødevarer i indkøbsvognen
For en tredjedel af de adspurgte forbrugere i en
undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk er klimavenlighed overhovedet ikke en
afgørende faktor, når de køber fødevarer. Det skriver Landbrug & Fødevarers
(L&F) webmagasin
Foodculture.dk.
Undersøgelsen viser, at forbrugerne finder mange andre
hensyn – for eksempel smag, pris og dyrevelfærd – vigtigere, end at fødevarerne
ikke belaster klima og miljø.
Mens 57 procent af de adspurgte forbrugere svarer, at
klima er meget eller forholdsvis vigtigt, finder 98 procent af forbrugerne smag
”meget vigtigt” eller ”forholdsvis vigtigt”.
Direktør i Forbrugerrådet Tænk Lars Pram fremlagde ifølge
Foodculture.dk undersøgelsens resultater til en debatdag, der blev holdt på Axelborg
mandag i et samarbejde mellem L&F, Forbrugerrådet Tænk og Etisk Råd.