Opbakning til ministerens svineplan

- Vi har i årevis arbejdet på at nedbringe dødeligheden blandt smågrise, siger formand for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion Erik Larsen

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) har torsdag præsenteret en handlingsplan for fremtidens dyrevelfærd i svineproduktionen.

Og i Landbrug & Fødevarer (L&F) er der opbakning til ministerens planer, der er en opfølgning på den topmødeerklæring, som Dan Jørgensen og landbruget underskrev tidligere på året:

- Vi har i årevis arbejdet på at nedbringe dødeligheden blandt smågrise, så handlingsplanen er i virkeligheden helt på linje med det arbejde, vi allerede har gang i. Svineproducenter er selvfølgelig meget interesserede i, at så mange grise som muligt overlever. Det er jo god forretning, siger formand for L&F, Svineproduktion Erik Larsen.

I handlingsplanen er det blandt andet beskrevet, hvordan man i 2018 skal have fundet alternativer til kastration uden bedøvelse.

- Vi er selvfølgelig helt afhængige af, at de kødprodukter, vi leverer, er af høj kvalitet, velsmagende og ensartede. Derfor er vi i dag nødt til at kastrere hangrise. Vi har længe ledt efter alternativer til kastration, så at tro, vi kan løse problemet i morgen eller næste år, er urealistisk. Derfor har vi aftalt med ministeren, at vi arbejder hen i mod at undgå kastration uden bedøvelse hurtigst muligt, lyder det fra Erik Larsen.

Læs også