Hotelkæde vil sende overskudsmad direkte til udsatte
Scandic Hotels kobler sine danske hoteller med lokale hjælpeorganisationer, der kan hente overskydende, spiseklar mad.

Projektleder Hanna Skovgaard fra den sociale organisation Café Exit afhenter mad fra lokalt Scandic Hotel. Foto: Scandic Hotels
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Scandic Hotels lancerer sammen med Stop Spild Af Mad en landsdækkende model, der skal sikre, at overskudsmad fra hotelkædens konferencer, møder og arrangementer bliver doneret lokalt.
Via den digitale platform GratisMad.dk kan hotellerne komme i kontakt med lokale velgørende organisationer, som henter maden og fordeler den til blandt andre socialt udsatte, hjemløse og flygtninge.
Dermed skal maden ikke transporteres til centrale lagre.
- Som Danmarks største hotelkæde, Scandic Hotels, har vi også Danmarks største ansvar, siger Karsten Varshøj Nielsen, F&B Direktør hos Scandic Hotels i en pressemeddelelse.
Scandic har ifølge kæden reduceret sit madspild med 31 procent siden 2019, svarende til mere end 1,2 millioner måltider.
- Det stærke ved denne indsats er, at den både er landsdækkende og helt lokal. Overskudsmaden skal ikke på en lang rejse gennem Danmark, siger Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand for Stop Spild Af Mad.
Indsatsen lanceres op til FN’s internationale madspildsdag den 29. september. Servicesektoren står årligt for 42.000 ton af Danmarks samlede madspild på 881.062 ton.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.




































