MRSA findes også i hunde, heste og katte

Tyske forskere opfordrer til, at der forskes mere i MRSA hos dyr og mennesker for at få mere klarhed over smittevejene

Den Methicillin-resistente stafylokok MRSA er ikke noget, man kun finder hos mennesker og svin. MRSA også er fundet hos får, køer og i tankmælk på lavt niveau.

Og ifølge en tysk undersøgelse er MRSA også almindelig i hunde, heste og katte.

Tyske forskere har taget prøver af inficerede sår hos hunde, katte og heste, og det er de prøver, som viser fund af MRSA, refererer den svenske netavis atl.nu.

Studiet omfatter totalt 5.229 prøver, der er indsamlet fra 1.170 tyske dyrlægeklinikker i perioden 2010-2012 og fordelt på prøver fra 3.479 hunde, 1.146 katte og 604 heste.

Hos hunde fandt man MRSA i 5,8 procent af prøverne, i 12,2 procent af prøver fra katte, og i 22,8 procent af prøver fra heste.

Hos hunde og katte fandt man primært de typer MRSA, som er de mest almindelige hos mennesker – altså ikke den såkaldte svine-MRSA CC398.

Hos heste derimod var det CC398, som var den hyppigst forekommende type MRSA. Førhen var det typen CC8, der var mest almindeligt forekommende MRSA hos tyske heste, men det har altså ændret sig, så det nu er svine-MRSA.

Ifølge de tyske forskere bør der forskes mere i MRSA hos dyr og mennesker, for at skabe yderligere klarhed over smittevejene mellem dyr og mennesker.

Læs også