Med hjælp af en lille fjerstyret helikopter, en såkaldt quadcopter, kan det lade sig gøre at få billeder og video fra luften af sin ejendom
Et nystartet firma i Horsens, Dronefotografen.dk, tilbyder
nu billeder og video på en helt ny måde, der kan erstatte tidligere tiders
luftfotos med fly eller helikopter.
- Mulighederne er mange, og vi kan med den nyeste teknik
præsentere ejendomme, bygninger og områder på en helt anderledes og spændende
måde, siger 32-årige Dennis Pedersen, Horsens.
Han har netop startet firmaet ved siden af sit job som
politiassistent i forebyggelsesafdelingen ved Sydøstjyllands Politi, og han har
selv bygget en drone, som han kan tage billeder og filme fra.
- Via GPS kan jeg fastholde den rigtige position, og jeg
kan samtidig følge med på en skærm, hvilket giver de bedste betingelser for at
finde den rette vinkel og tage de helt rigtige billede eller den bedste
optagelse, forklarer han.
Flot præsentation
Dennis Pedersen modtager ordrer på bestilling, og han
fornemmer, at der er en stor interesse.
- Mange er interesserede i luftbilleder af forskellig
slags. Det gælder private, der gerne vil se gården og dens bygninger eller
huset i en helt ny vinkel, eller have landskabsoptagelser, horisontbilleder,
panorama-billeder, foto af rekreative område og meget andet.
- Men også professionelt i forbindelse med præsentationer
af byggeprojekter, udstykninger eller andet salgsmateriale, f.eks. ejendomsmæglere,
der skal præsentere en ejendom. Her kan luftbilledet være en oplagt måde at
blive set på.
- Det kan også være oplagt i forbindelse med
inspektionsopgaver, hvor man har brug for at se et tag, en silo eller en anden
bygning fra luften.
Hobby i mange år
Dennis Pedersen tog uddannelsen som elektronik-fagtekniker
inden han uddannede sig inden for politiet.
- Mulighederne i de små fjernstyrede helikoptere er mange,
og jeg har nu investeret i en avanceret drone, som kan optage luftfotos og
stabil video takket været et specielt stabiliseringssystem, forklarer han.
Han er klar til at rykke ud både aften og i weekend, og
med et fleksibelt arbejde kan han sagtens kombinere sit arbejde med det
nystartede firma.
Han tilføjer, at dronen er eldreven, støjsvag og
miljøvenlig i forhold til luftfotos fra fly, helikopter eller kran, da der
stort set ingen CO2-udledning er.