Regning på 36.455 kroner, for at aflevere kemiaffald til et kemidepot i Tønder

Nils Offersen afleverede en gammel dunk Parathion til kemidepotet på genbrugspladsen hos Tønder Forsyning og fik en regning på 36.455 kroner

I maj 2010 afleverede Nils Offersen en gammel dunk Parathion til kemidepotet på genbrugspladsen hos Tønder Forsyning og modtog efterfølgende en regning på 36.455 kroner.

Da dunken med Parathion var utæt, valgte Tønder Forsyning at håndtere sagen med største beredskab. Og sendte efterfølgende en regning på 36.455 kroner til Nils Offersen.

Sønderjysk Landboforening vil gerne opfordre Tønder Kommune og alle andre kommuner med ansvar for affaldshåndtering til, at man hjælper borgerne. Er man som borger så uheldig at opdage, at der står noget ulovligt bekæmpelsesmiddel på ejendommen, skal det kunne bortskaffes på lovlig vis og uden at man behøver frygte en kæmpe regning, mener landboforeningen.

Det er en helt urimelig stor sum, der er helt ude af proportion med situationen, mener Sønderjysk Landboforening.

- Når det kommer i avisen, som det fremgår af JydskeVestkysten den 4. juli 2012, at man modtager en regning på 36.455 kroner for at køre en gammel dunk insektbekæmpelsesmiddel op på genbrugspladsens kemidepot. Så er det da helt sikkert, at borgerne i Tønder Kommune vil føle sig tilskyndet til at finde andre og langt mindre forsvarlige måder at bortskaffe kemikalieaffald på, udtaler Per Grønbæk, direktør for Sønderjysk Landboforening.

- Det ville i øvrigt klæde Tønder Forsyning, at række hånden ud og slå en streg over regningen til Nils Offersen, udtaler Per Grønbæk.

Læs også