Jagt er mere end jagt – den kan også være god for hovedet
Forskning og danske erfaringer peger på, at flere af jagtens elementer kan have betydning for den mentale trivsel.

Niels Søndergaard, Chef for Vildtforvaltning & Interessevaretagelse i Danmarks Jægerforbund.
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Af Niels Søndergaard, Chef for Vildtforvaltning & Interessevaretagelse i Danmarks Jægerforbund
Når vi taler om jagt, handler det ofte om vildtforvaltning, naturoplevelser, traditioner, fællesskab og vildt som fødevare. Men der er en anden side af jagten, som vi måske taler for lidt om: Hvad gør den ved os mennesker?
For mange jægere er svaret nok velkendt.
Når vi går på jagt, lægger vi telefonen væk. Vi forlader mails, møder og hverdagens konstante strøm af information. Vi kommer ud, bevæger os og koncentrerer os om noget konkret. Vi mærker vejret, følger vinden, læser landskabet og bruger vores sanser.
Nogle gange er vi sammen med andre. Andre gange søger vi netop stilheden alene.
Det er svært at måle følelsen af at sidde ved skovkanten en tidlig morgen og vente på, at dagen vågner. Men forskningen giver faktisk nogle interessante fingerpeg om, hvorfor den slags oplevelser kan have betydning for vores trivsel.
Der findes studier, som direkte har undersøgt sammenhængen mellem jagt og mental sundhed. Svensk forskning har beskæftiget sig med jagt, sundhed og livskvalitet, mens et større canadisk studie fandt en sammenhæng mellem deltagelse i jagt og bedre selvrapporteret mental sundhed.
Vi skal passe på med konklusionerne. Studierne dokumenterer ikke, at jagt kan behandle stress eller depression. Og jagt skal ikke sælges som medicin.
Men ser vi på det, jagten består af, bliver billedet interessant.
Her er dokumentationen langt stærkere. Naturkontakt, fysisk aktivitet, socialt fællesskab, koncentration og meningsfulde aktiviteter er alle elementer, som forskningen forbinder med mental trivsel.
Naturen som redskab til mental trivsel
Det ved vi også noget om fra vores eget arbejde i Danmarks Jægerforbund.
Gennem projekt Naturlig Ressource, finansieret af Trygfonden, har vi sammen med Syddjurs Kommune arbejdet med naturbaserede gruppeforløb for mennesker med stress, mild depression og andre symptomer, der påvirker den mentale sundhed. Kernen i forløbene er fire meget enkle ord: natur, krop, psyke og fællesskab. Forløbene varer 12 uger, og erfaringerne fra de gennemførte forløb bruges nu til at inspirere andre til at arbejde med naturbaseret mental sundhedsfremme.
Naturlig Ressource er ikke et jagtprojekt. Men erfaringerne er relevante for jagten. Og vi har brugt jagten som et redskab til at styrke naturforbundenhed i projektet. Jægernes kompetencer i at begå sig i naturen kan andre lære af, selvom det ikke handler om at nedlægge vildt.

Scan QR-koden og læs mere om projekt Naturlig Ressource og arbejdet med naturbaseret mental sundhedsfremme.
Jagt kombinerer natur, nærvær og fællesskab
For jagt kombinerer netop mange af de samme elementer.
Jagt er aktiv naturkontakt. Vi bevæger os. Vi bruger vores sanser. Vi skal være nærværende og koncentrerede. Vi udvikler færdigheder og får erfaringer. Og vi har et konkret formål med at være i naturen.
Samtidig giver jagten adgang til noget, der måske bliver stadig vigtigere: fællesskab.
På jagt mødes mennesker på tværs af alder, uddannelse og baggrund om en fælles interesse. Man løser opgaver sammen, hjælper hinanden og deler oplevelser. For nogle er jagtfællesskabet et af de steder, hvor de stærkeste relationer i livet skabes.
For andre ligger værdien i det modsatte: muligheden for nogle timer alene.
Begge dele kan have værdi.
I en tid, hvor stress, ensomhed og mental mistrivsel fylder meget, bør vi derfor interessere os mere for de aktiviteter, der får mennesker væk fra skærmen, ud i naturen og ind i meningsfulde fællesskaber.
Jagt kan mere end at skaffe vildt
Vi skal ikke gøre jagt til terapi.
Men vi må gerne begynde at tale mere om, at jagten kan noget, som rækker ud over vildtet, naturforvaltningen og det, vi tager med hjem til fryseren.
Jagt er godt for mennesket, særligt i et moderne samfund, hvor vi ofte mangler naturforbundenhed og i nogle tilfælde er naturfremmedgjorte.

Naturen kan give plads til både ro, nærvær og fællesskab – elementer, som også er en del af jagten. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.


































