Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

6,1 millioner kroner.

Sådan ser årsresultatet ud for A/S Ovethi – Dansk Dæk Service i det seneste regnskabsår.

Dermed er dækproducenten med hovedkontor i Middelfart på Vestfyn på niveau med 2023-regnskabet, mens der stadig mangler lidt for at matche årsresultatet fra 2022 på 8,9 millioner kroner.

Det vigtige for Ovethi er dog, at man efter tre år med tilbagegang har formået at vende skuden og igen vækster på bundlinjen.

Ifølge ledelsesberetningen er man også tilfreds med det seneste regnskabsår.

- Årets resultat er tilfredsstillende set ud fra forventninger og den udvikling, virksomheden begynder at vise over en flerårig periode, står der i ledelsesberetningen.

Dækker hele landet

Ovethi har siden 1954 arbejdet med dæk, og man er i dag specialister i dæk, fælge og komplette hjulløsninger til alt fra personbiler og varevogne til lastbiler, entreprenørmaskiner, landbrug og industrikøretøjer.

Hovedkontoret er placeret på Vestfyn i Middelfart, men Ovethi har samlet set ti afdelinger fordelt på Fyn, Sjælland og i Jylland, ligesom man har otte servicepartnere. 

Fra alle afdelinger sælger man dæk, fælge og service til private og erhvervsdrivende, og man beskæftiger 76 medarbejdere.

Lykkedes med investeringer

Trods tre år med tilbagegang har ledelsen i Ovethi ikke rystet på hånden. Man har følt sig sikker på, at man gjorde de rette investeringer, som på sigt ville gavne virksomheden.

Det seneste års vækst bekræfter ledelsen i, at man har gjort de rette investeringer undervejs.

- Set ud fra et samfunds- og markedsmæssigt synspunkt er resultatet også tilfredsstillende, og det er lykkedes at investere i nyt driftsmateriel og biler samt fastholde erfarent personale, fremgår det af ledelsesberetningen.

Ifølge ledelsen har man i regnskabsåret 2025/26 investeret i driftsmateriel og biler på 1,96 millioner kroner.

Vil fastholde markedsandele

Ovethi har over årene opkøbt flere servicepartnere. Det seneste opkøb fandt sted i sommeren 2024, hvor man købte Svendborg Dækcenter og dermed fik en servicepartner på Sydfyn. 

Ovethi har en strategi om, at man også fremover vil fastholde sin markedsandel på et ellers stærkt faldende marked med stort fokus på sammenhæng mellem pris og kvalitet.

- Via denne strategi er det selskabets målsætning at skabe overskud til selskabets aktionærer, som overstiger aktionærernes krav til forretningen.

Fastholdelse af aktivitetsniveau

Med et positivt regnskabsår i bagagen har man fra ledelsens side en klar forventning til indeværende regnskabsår om, at man kan fastholde det nuværende aktivitetsniveau.

- Det forventes, at aktivitetsniveauet kan fastholdes det kommende år, og da selskabet pt. planlægger hverken reduktion eller yderligere tilgang i afdelinger, forventes det derfor, at resultatet kan fastholdes på samme niveau, står der i ledelsesberetningen.

Ud over at vækste på bundlinjen i seneste regnskabsår har Ovethi også formået at øge egenkapitalen fra 16,3 millioner kroner i 2025 til 21,3 millioner kroner i 2026.

BusinessMaskiner