Fødevareprisen gik til tomater fra Stevns

Roskilde Dyrskues fødevareudstilling åbnede med uddeling af fødevarepris. Den gik i år til Varpelev Tomater fra Stevns.

Det blev tomatproducenten Mogens Bjerre fra Varpelev Tomater, der løb med årets fødevarepris, da Roskilde Dyrskues fødevareudstilling officielt åbnede fredag formiddag.

Firmaet er et af Danmarks største tomatgartnerier og leverer til flere af de store supermarkedskæder. Tomaterne bliver dyrket fuldstændig uden pesticider, og det var sammen med deres fokus på at udvikle produktionen og prøve nye tomatsorter blandt hovedårsagerne til, at Varpelev Tomater fik årets fødevarepris.

- Når jeg er på benzinstationen, så kan jeg se, hvordan man altid vælger den benzin, der er bedst for bilen. Samtidig så lader man knægten købe cola, chips og slik, så han næste morgen er for træt til at tage i skole. Der er aldrig nogen mand, der ville komme det samme i sin bil, som de putter i deres børn, sagde administrerende direktør for Varpelev Tomater efter overrækkelsen, og opfordrer tilskuerne til at købe flere tomater i stedet.

Eneste reelle fødevareudstilling
Uddelingen af fødevareprisen var samtidig åbningen af fødevareudstillingen, som formand for skuet Povl Fritzner stolt præsenterede.

- Roskilde Dyrskue er reelt det eneste dyrskue i Danmark med en ordentlig fødevareudstilling. Det har vi lang tradition for og er glade for, at vi igen kan vise så flot en udstilling. Vi håber samtidig, at den vil inspirere til nye regionale specialproduktioner, sagde formanden før uddelingen af prisen.

Til selve overrækkelsen af prisen havde dyrskuet hyret livsstilseksperten Niels Erik Folmann, der blandt andet har medvirket i Danmarks Radios »Kender du typen«.

Læs også