TRAKTORTRÆK: Der blev trukket i fællesskab, da elever fra Bygholm Landbrugsskole den 1. maj holdt deres eget interne traktortrækstævne med ca. 50 deltagere.
Gennem hele eftermiddagen var der dyst om hestekræfterne på skolens bane, hvor der var motorlarm, dieselos og masser af traktorsnak. Om aftenen var der grillfest på med 325 deltagere, også forhenværende elever.
Både dag og aften kunne man få stillet sulten ved Danmarks største grill ombygget af en gyllevogn.
Det var ikke første gang, der var traktortræk på Bygholm Landbrugsskole, men det var første gang, eleverne holdt deres eget stævne. Og det blev en stor succes.
- Mange synes, traktortræk er sjovt, og derfor besluttede vi at holde vores eget stævne. Opbakningen og interessen har været stor og rigtigt mange har været involveret med alle mulige forskellige opgaver, fortalte 21-årige Karsten Rahbek, der går på Modul 2.
Han var speaker, og han havde mange sjove kommentarer til deltagerne, efterhånden som de kom på banen. Ikke mindst til skolens forstander, Kaj Højgård, der blev slået af lærer Jens Thaysen i vægtklasse 2.
- Det er alle tiders, vores forstander og lærere er med til det her. Sådan en dag her nyder vi, det er med til at give sammenhold, lød det fra Karsten Rahbek.
Også for piger
De fleste vil nok mene, at traktortræk er en drengesport, men der var dog fem piger blandt de 50 deltagere. En af dem var 20-årige Nicoline Munk, der vandt i sin klasse.
- Det er sjovt at give drengene baghjul, jeg har vundet pokal to gange. Det er godt, der kommer piger med, for mange drenge tror ikke vi kan, sagde Nicoline, der havde lånt sin fars traktor.
- Det gælder om at kende sin traktor og vide hvor mange omdrejninger, den skal have i det gear, man vælger at køre i. Men sådan en dag som i dag gælder det mest om, at vi har det sjovt.
Nicoline var ikke spor nervøs, før hun ventede på at komme til start, og hun fortalte om, hvorfor hun har valgt at uddanne sig ved landbruget:
- Det er et erhverv, hvor der sker en kæmpe udvikling. Jeg vil gerne arbejde med dyr, især grise, og jeg kan lide et selvstændigt arbejde, hvor man får ansvar. Lige nu er der krise og dårlige tider, men det afskrækker mig ikke. Der vil altid være brug for fødevarer. Men det er vigtigt, at danske landmænd er helt fremme, når det gælder dyrevelfærd, lød det fra Nicoline, der er færdig som faglært landmand til sommer.
(2) 200-20-sy
(2) 201-20-sy
(3) 202-20-sy
(2) 203-20-sy