(EFFEKTIVT LANDBRUG) Bedre afregning og øget nærhed får svenske mælkeproducenter til at forlade koncernen til fordel for mindre mejerier.
Arla Foods i Sverige har svært ved at holde på medlemmerne, fremgår det af den svenske avis ATL.
En af Sveriges store mælkebedrifter, Almnäs Bruk, skifter fra årsskiftet fra Arla Foods til Skånemejerier. Samtidig oplever det lille mejeri, Falköpings Mejeri, der har knap 200 leverandører, en strøm af ansøgninger fra leverancevillige Arla-mælkeproducenter.
En af de nye leverandører er Marcus Rehnberg, som udmærket er klar over, at Falköpings Mejeri giver cirka 22 danske øre mere pr. kilo mælk end Arla. Men han tror også, at prisforskellen jævner sig ud i det lange løb. For ham har det været forventningen om at få større indflydelse i sit mejeriselskab, der gjorde udslaget.
Formanden for Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, Peder Mouritsen, ærgrer sig først og fremmest over, at Arla Foods ikke kan matche priserne fra de svenske mejerier.
- Det er simpelt ikke godt nok, at Arla Foods ikke kan give en bedre afregning. Hvis det passer, at de svenske mælkeproducenter kan få 22 danske øre mere pr. kilo mælk ved at skifte til Falköping Mejeri, så forstår jeg udmærket, hvorfor de skifter.
Peder Mouridsen tror dog på, at Arla Foods kan kæmpe sig i front igen.
- Men tiden er kommet, hvor vi for alvor må overveje, om det er den rigtige strategi, vi kører i Arla. Jeg troede engang, at det var det eneste rigtige at opbygge et stort selskab, så vi blandt andet kunne rationalisere os til en bedre mælkeafregning. Men jeg tror ikke længere, at vi kan spare os ud af det her. Der skal noget andet til nu, siger Peder Mouritsen.