Udlicitering af kvier i praksis

FOR EGEN REGNING OG RISIKO: Mælkeproducent på Mors solgte kvoten til april. Nu producerer han kælvekvier for to kolleger - for egen regning og risiko.

Tre kvægbrugere på Mors - alle i 40’erne - indledte til maj i år et nyt og samtidig usædvanligt samarbejde om opdræt af kælvekvier. En samarbejdsform, som det på nuværende tidspunkt kun er ret få, der har prøvet i praksis - men som fagfolk vurderer vil opnå almindelig udbredelse i fremtiden, fordi det er til fordel for alle involverede parter.

Vores historie fra Mors starter med, at Benny Kjær, Tødsø ved Nykøbing, solgte sin mælkekvote til 1. april i år og i den forbindelse også har solgt sin besætning på cirka 70 Jersey køer. Han fik for 10 år siden ødelagt en ankel. Det gav problemer med malkningen i bindestalden, som han selv måtte klare, da han ikke syntes, det var til at afse penge til en fast medhjælper.

- Jeg undersøgte, hvad det ville koste at lave kostalden om til svin og fandt ud af, at det ville blive for dyrt. Som en alternativ mulighed havde jeg også overvejet at opstalde og passe kvier for andre, uden at stalden skulle bygges om. Derfor diskuterede jeg i foråret sagen med kvægbrugs- og økonomikonsulent Torsten Gruhn. Det resulterede i, at vi satte en annonce uden navn i landbrugscentrets nyhedsbrev - i øvrigt efter et temamøde om udlicitering af kvieopdrættet, fortæller Benny Kjær.

Jørgen Klausen havde allerede sine ungdyr stående i en lejet stald nogle kilometer borte - med de arbejdsmæssige ulemper det nu engang giver at skulle passe dyr flere steder. Morten Lynggaard Pedersen var på vej ud i harmonimæssige problemer.

De to mælkeproducenter var begge nået frem til den erkendelse, at det lagde beslag på for meget af deres tid at passe kvieopdrættet ordentligt. Derfor spurgte de konsulenten, Torsten Gruhn, hvem det var, der havde ledig staldplads og ville passe kvier for andre. Han opfordrede de tre til at sætte sig sammen og tage en snak for at finde ud af, om der var grundlag for at arbejde videre med sagen.

Det viste sig, at de alle tre kendte hinanden i forvejen. Deres kemier svingede godt sammen, og der var hurtigt tillid - et nøgleord, hvis denne type samarbejde overhovedet skal have en chance for at lykkes.

- Målet var at få strikket en samarbejdsaftale sammen, hvor der ville være en gevinst for alle - både økonomisk, arbejdsmæssigt og dermed også menneskeligt, siger han.

Resultatet blev en 10-årig samarbejdskontrakt, som trådte i kraft pr. 1. maj, og som efter alt at dømme kommer til at fungere til gavn for de tre kvægbrugere. Juridisk er der tale om to ens kontrakter mellem Benny Kjær og henholdsvis Jørgen Klausen og Morten Lynggaard Pedersen.

Da samarbejdet begyndte, købte Benny Kjær alt hundyropdræt fra de to besætninger, lige fra kviekalve i tre måneders alderen til højdrægtige kvier. Produktionen af de cirka 60 kælvekvier årligt til Jørgen Klausen og Morten Lynggaard Pedersen foregår nu helt for Benny Kjærs regning og risiko.

Han køber kviekalvene fra de to besætninger, når de er imellem tre og tre en halv måned gamle og vejer mindst 75 kilo. Benny Kjær sælger de samme dyr tilbage til den besætning, de kom fra, to måneder før forventet kælvning ved en alder på 24-27 måneder, hvor de skal veje imellem 525 og 575 kilo.

Intet er overladt til tilfældighederne i de to ens udliciteringsaftaler om produktion af kælvekvier hos Benny Kjær. Inden den endelige underskrift er de meget detaljerede kontrakter gennemgået af afdelingen for Landboret ved Landbrugets Rådgivningscenter.

En vigtig detalje er, at panthaverne på de tre bedrifter skulle give deres samtykke til aftalerne, idet der jo er tale om en væsentlig ændring af produktionssystemet.

Prisen for henholdsvis kviekalvene og de højdrægtige kælvekvier er nøje beregnet ud fra diverse faktiske omkostninger og reguleres på møder, der afholdes med faste mellemrum. De tre kvægbrugere fra Mors ønsker ikke at røbe de konkrete priser, men Benny Kjær fortæller, at han regner med et dækningsbidrag på cirka 2.500 kroner pr. leveret kælvekvie.

Han bestemmer suverænt, hvilke fodermidler, der skal anvendes, blot foderrationen i væsentlig grad består af grovfoder og lever op til de gældende krav med hensyn til indholdet af næringsstoffer, mineraler og vitaminer. Grovfoder-kravet begrundes med, at kvierne skal være vænnet til at optage grovfoder, når de kælver og skal til at producere mælk.

Jørgen Klausen og Morten Lynggaard Pedersen skal hver især udarbejde insemineringsplaner for »deres« kvier, som Benny Kjær skal følge. Ønskes anvendt importtyre til kvierne, skal de betale en aftalt merpris.

Når kalvene og kvierne handles, har Benny Kjær ansvaret for vejning og transport af dyrene - ligeledes til en fast, aftalt pris. Han står med risikoen under transporten og har forpligtet sig til at tegne en forsikring med transportdækning.

Der er også nøje aftalt opsigelsesfrister, samt hvad der skal ske i tilfælde af en af parternes død, umyndiggørelse, invaliditet, uarbejdsdygtighed, konkurs, betalingsstandsning, misligholdelse af aftalen eller ønske om at ophøre med produktionen og eventuelt sælge bedriften.

Benny Kjær har ret til at have en mindre ammekobesætning med opdræt på ejendommen. Af sundhedshensyn må der ikke indkøbes dyr udefra til denne besætning.

Benny Kjær må ikke indgå lignende aftaler med andre mælkeproducenter om opdræt af kælvekvier uden Jørgen Klausens og Morten Lynggaard Pedersens skriftlige godkendelse.

De to mælkeproducenter satser på en bedre kvalitet af kælvekvierne i fremtiden, da opdrættet af disse nu ikke mere er »venstrehåndsarbejde«.

Foreløbig er de tre kvægbrugeres samarbejde blevet mødt med skepsis fra kollegernes side. Men de er alle tre tydeligvis helt trygge ved samarbejdet. Kvægbrugs- og økonomikonsulent Torsten Gruhn, som har været med til at udforme aftalerne, erkender, at et så tæt samarbejde kræver mod hos parterne. Derfor behovet for at have meget detaljerede aftaler.

Læs også