Almas Korn udvider mod øst
Det er ikke kun Almas Korns amerikanske stålsiloer, der vokser. Det gør hele service set-up’et omkring dem også
På Agromek i år præsenterede Almas Korn deres nye tørresilo XL, der er 30 procent større end den tidligere største model. Den nye XL-silo kan tørre helt op til 1.300 ton korn.
Men det er ikke bare siloen, der bliver større. Det gør efterspørgslen og behovet for service også.
Derfor er servicemontør Ib Knudsen blevet tilknyttet på Sjælland, hvor Jacob Koch, Koch Entreprise, i forvejen er servicemontør for de jyske Almas-siloer. Der er desuden to salgskonsulenter på Sjælland. Mogens Block, der tager sig af øerne, og Jacob Kamper, der tager sig af Skåne og Sjælland.
- Selvom der er krise, så opruster vi på Sjælland, fortæller Almas’ direktør Hans Henrik Termansen og tilføjer:
- Service er en meget væsentlig ting for os. Det er vigtigt, at vi kan servicere kunderne, for vi er ikke kun et salgsselskab.
Eksport østpå
Men det er ikke kun på Sjælland, at Almas udvider forretningsområdet. Lige nu kigges der mod eksportmarkeder som Tyskland, Finland, Polen og længere østpå.
- Der er en stigende interesse for produkter fra Danmark, fordi de ved, at vi har kvalitetsprodukter, siger Brian Albertsen, der står for Almas’ eksportsalg.
Almas, der i forvejen er importør af stålsiloerne til Danmark, Norge, Sverige og Nordtyskland, har allerede solgt blandt andet siloer til Polen og Litauen.
Almas Korn har hovedlager i Hvam mellem Aalborg og Viborg, hvor der også er centrallager.