Økonomiminister fik græsprotein under neglene

Fredag morgen besøgte økonomiminister Stephanie Lose græsproteinfabrikken BioRefine Denmark ved Varde for at få et indblik i, hvilket potentiale der er forbundet med udvindingen af græsproteiner fra kløvergræs og lucerne.

Besøget skete som led i inspiration til arbejdet i Grøn Trepart og kommende forhandlinger om en CO2-afgift.

- Dyrkningen af græs og produktionen af græsproteiner er ét blandt mange virkemidler i landbruget, hvor der ligger store potentialer. Det er vigtigt, at vi kigger på muligheden for at dyrke afgrøder, der har en stærkere klima- og miljøprofil, som også inkluderer nye arbejdspladser, lød det fra Stephanie Lose ved besøget.

Udover økonomiministeren deltog Niels Dengsø Jensen, bestyrelsesformand i DLG, Vagn Hundebøll, adm. direktør i BioRefine Denmark og Jakob Lave, direktør for bæredygtig forretningsudvikling i DLG.
BioRefine Denmark, som er stiftet af andelsselskaberne DLG, Danish Agro og DLF, startede produktionen op tilbage i 2021. I dag bruges de økologiske proteiner til fjerkræ, kvæg og smågrise. I de næste år er selskabet også med i et projekt, der skal undersøge mulighederne for at anvende græsproteinerne i fødevarer.

- Vi har brugt de seneste par år på at finjustere vores produktion, og nu har vi teknologien på plads. Næste skridt er, at vi skal skalere op med nye fabrikker og større mængder. Der er ingen tvivl om, at udviklingen kan accelereres yderligere, hvis vi kan skabe yderligere incitamenter for landmanden til at dyrke græs, siger Vagn Hundebøll.

Læs mere om Den grønne trepart

Den grønne trepart er blevet enige om at pålægge en CO2-afgift på dansk landbrug. Derudover er der lagt op til en stor omlægning af det danske areal. Men hvad betyder det for landmændene?

Læs mere her

Læs også