Kris Knudsen er 20 år gammel og under uddannelse til landbrugsmaskinmekaniker. I sommers overtog han sin læreplads, gav den et nyt navn og er nu i fuld gang med at udvikle virksomheden. – Man skal jo starte et sted, siger han.
På værkstedet i Hørmested er det lærlingen, der bestemmer. I hvert fald på papiret. Her har den 20-årige lærling Kris Knudsen overtaget sin læreplads Kvissel Smede- og Maskinforretning og omdøbt den til Knudsens Maskinservice.
Et navn, der har hængt ved den unge vendelbo siden de tidlige teenageår, hvor Kris kørte rundt og makkede med maskiner.
- Så kunne vi lige så godt bruge det navn, det var jo opfundet, siger maskinværkstedets ejer med et smil.
Og så blev det alvor
Den tidligere ejer Poul Erik Kringelholt Nielsen har drevet virksomheden, siden han var 24 år gammel. Først fra Kvissel ved Frederikshavn og de seneste 12 år fra det gamle mejeri i Hørmested. I dag er Poul Erik 81 år, og han har flere gange luftet ideen for Kris om, at han kunne overtage.
- Og lige pludselig blev det alvor, siger den snakkesalige vendelbo, som overtog maskinværkstedet den 15. juni, 20 år gammel.
- Man skal jo starte et sted, og så er der kun en vej, og det er fremad, siger Kris, som altid har drømt om at være selvstændig.
Store sko at udfylde
Men det er ikke nogen ubetydelige sko, han skal udfylde.
- Vi har noget at leve op til. Poul Erik var jo den største John Deere-forhandler to-tre år i træk, fortæller Kris og kigger på Poul Erik.
- Ja, det er rigtigt. Vi solgte rigtig mange John Deere fra Kvissel, fortæller Poul Erik.
De grønne farver er stadig tydelige i værkstedet i Hørmested, hvor den ene reol efter den anden bugner med stumper til John Deere-maskiner, som stadig sendes ud til kunder i hele landet.
Fra plæneklippere til entreprenørmaskiner
Selvom den unge landbrugsmaskinmekaniker-lærling har respekt for, at skoene er store at udfylde, er han også bevidst om, at han vil gøre det på sin egen måde.
Kris Knudsen er derfor gået i gang med en omfattende oprydning, så stedet kan blive opdelt i tre; landbrugs- og entreprenørmaskiner, have- og parkmaskiner og en auto-afdeling.
- Vi får det delt op, så vi ikke skal stå og reparere en plæneklipper og spærre pladsen for at få en traktor ind, forklarer Kris.
Værkstedet rummede én autolift, da Kris overtog i sommers og siden er der kommet yderligere to til, så auto-afdelingen kan blive udvidet. Samtidig er der købt en specialtester hjem, som både kan bruges til biler, landbrugsmaskiner og entreprenørmaskiner.
- Så nu kan vi også tage de nyeste maskiner ind, forklarer Kris Knudsen.
Servicerer kunder i hele Vendsyssel
Knudsens Maskinservice servicerer og reparerer landbrugsmaskiner, entreprenørmaskiner, ATV og UTV, biler, samt have- og parkmaskiner.
- Der er mange smedeopgaver og så gør vi også lidt i VVS-arbejde, siger Kris Knudsen.
Maskinværkstedet er forhandler af ATV og UTV fra Segway, Corvus og SMC, Iseki minitraktor, Makita værktøj og Echo redskaber.
- I dag servicerer vi kunder i hele Vendsyssel og sælger reservedele i hele Danmark, forklarer Kris og fortæller, at der også ryger lidt brugte maskiner over landets grænser i ny og næ.
- Vi skal have endnu mere gang i salget af brugte maskiner, konstaterer Kris Knudsen.
Færdig med uddannelse til sommer
For Kris har overgangen fra lærling til ejer været speciel.
- Det er da noget man lige skal vænne sig til. Men det går da rimelig godt, siger Kris Knudsen, som har to ansatte. Alexander, som er lærling og som han selv går på skole med, og John, som har været ansat i 26 år.
Tiden i dag bruges anderledes for Kris, end før sommer, hvor han alene var lærling.
- Der er meget at se til i forhold til før, hvor jeg bare skulle passe kosten og makke i lidt maskiner. I dag går der især rigtig meget tid med at snakke i telefon og være på kontoret, siger Kris, som er færdig med sin uddannelse til sommer.