Nordeuropas største ægge-koncern, Danæg Holding A/S har samlet sine syv virksomheder under det nye fælles navn Danæg Group. Koncernen har en solid tilstedeværelse i Danmark, Sverige og Finland, hvor virksomhederne fortsat vil operere under deres velkendte brands.

Styrket identitet og bredere sortiment

De danske virksomheder i koncernen består af Danæg Products A/S, BioChick A/S og Danæg A/S, der med sine 130 år er koncernens ældste selskab. De svenske virksomheder Kronägg AB, Källbergs Industri AB og Torggummans Ägg samt den finske virksomhed Munax Oy udgør resten af koncernen.

Koncernchef Jann Dollerup Vig Jensen understreger i en pressemeddelelse, at de lokale brands bevares i deres respektive markeder, men at det nye navn styrker virksomhedens samlede profil internationalt.

- Alle selskaberne har hver især et stærkt brand i deres egne lande. Derfor bevarer vi deres individuelle brands – identitet, navn og logo - når de handler i egne lande. Men når vi taler som Danæg-koncernen, og når vi er i dialog med nye markeder, gør vi det i regi af Danæg Group, forklarer Jann Dollerup Vig Jensen.

- Vi kan tilbyde alle former for varianter inden for æg - lige fra det traditionelle skalæg over flydende æg til convenience og pulver produkter. Og sammen har vi styrken og musklerne til at agere i et volatilt globalt marked, tilføjer han.

Den nye identitet blev præsenteret på Danæg AMBA’s generalforsamling den 5. marts, samtidig med offentliggørelsen af årsresultatet for 2024.

Solidt resultat efter et udfordrende år

Trods et marked præget af fugleinfluenza og stigende råvarepriser, landede Danæg Group et overskud på 55,1 millioner kroner efter skat i 2024. Udlodningen på 30 millioner kroner bliver ligeligt fordelt mellem danske og svenske andelshavere samt DLG, der ejer halvdelen af koncernen.

En udlodning, der er markant lavere end rekordudbetalingen fra 2023, der lød på 50 millioner kroner.

- Det er altid svært efter et rekordår. Når det er sagt, så er vi godt tilfredse med resultatet for 2024, som både er bedre end forventet i begyndelsen af året, og som indeholder investeringer i både produktionsudstyr og faciliteter, siger Jann Dollerup Vig Jensen.

Danæg i tal
Nøgletal (mio. kr.) 2024 2023 2022
Omsætning 2.155 2.083 1.879
EBITDA 137 156 77
EBT 71 102 20
Åresultat efter skat 55 82 14
Egenkapital 313 312 227


Den globale fugleinfluenzaepidemi har haft stor betydning for markedet, hvor millioner af høns er blevet aflivede, hvilket har presset efterspørgslen og priserne på æg op. Samtidig har en øget overgang fra buræg til skrabeæg i Sydeuropa og lavere produktion i Holland bidraget til udviklingen.

- Man kan godt sige, at udfordringerne har stået i kø i 2024. De højere råvarepriser har udfordret særligt vores forædlingsfabrikker, Danæg Products A/S i Danmark og Källbergs Industri AB i Sverige. Vores pakkerier har til gengæld været dygtige til delvist at udligne dette, forklarer koncernchefen.

Nyt hovedkontor i Christiansfeld

En del af årets investeringer er i et nyt domicil i Christiansfeld til Danæg Group, som forventes at stå færdigt i løbet af foråret i år.

Koncernen og den danske administration har holdt til i den historiske by lidt syd for Kolding lige siden begyndelsen af 1980’erne.

Den lokale tilknytning bibeholdes i det nye hovedkontor på den anden side af vejen over for de nuværende bygninger, der også huser pakkeriet Danæg A/S og Danæg Products A/S.

Med det nye domicil skabes en moderne arbejdsplads med gode rammer, som samtidig giver plads til flere ansatte i fremtiden. Herudover efterlader de eksisterende bygninger mulighed for at øge lager- og produktionsområdet og til at forbedre faciliteterne for produktionsmedarbejderne.

I starten af året hentede Danæg også en ny finansdirektør ind i koncernen i form af Jesper Vikelsø Jensen, der kom fra tilsvarende stilling i Goodvalley Group og afløste Hans Christian Lei efter knap 10 år.