340 hektar landbrug droppes: Tidligere royalt slot satser på turismen
Schackenborg Slot, der tidligere har været ejet af Prins Joachim, dropper landbruget for i stedet at fokusere på turisme og natur. Det sker efter et regnskab med 9,8 millioner i underskud.

Schackenborg, der tidligere har været ejet af Prins Joachim, dropper landbruget efter seneste regnskabsår med et underskud på 9,8 millioner kroner. Arkivfoto: Jacob Lund-Larsen
Fonden bag Schackenborg Slot i Sønderjylland har taget en beslutning om, at man fremover ikke vil dyrke landbrug. Beslutningen er truffet efter endnu et regnskab med røde tal på bundlinjen. Underskuddet i 2024 lyder på 9,8 millioner kroner.
Det skriver Avisen Danmark.
Prins Joachim har tidligere været ejer af det sønderjyske slot, men siden 2014 har Schackenborg Fonden ejet og drevet slottet, parken og de 340 hektar jord. Men nu skal der ske en omlægning og afvikling af Schackenborgs landbrugsdrift.
- Denne strategiske omlægning gennemføres som led i en ambition om at anvende jorden til formål, der understøtter den grønne omstilling. Samtidig er det et signal om, at fonden fremadrettet satser på yderligere udvikling af turismedestinationen, hvor vi oplevet et stadigt stigende aktivitetsniveau med vækstrater på op til 50-60 procent, siger Allan Nielsen, direktør for Schackenborg Fonden, til mediet og tilføjer:
- Vi ser og oplevet stort potentiale i samspillet mellem slottet og dets historie, kroen og gastronomi af høj kvalitet samt den enestående natur omkring os.
Som et led i afviklingen har Schackenborg Fonden gennemført delvist frasalg af jordarealer og bygninger, der ifølge direktøren vil tilføre fonden en betydelig likviditet, der skal bruges til at udvikle turismedelen samt bevare og vedligeholde slottet.