Danish Crown har skiftet ud i bestyrelsen, da repræsentantskabet fredag den 5. september har godkendt to ændringer i selskabets bestyrelse.

Det sker efter en indstilling fra Nominerings- og Evalueringsudvalget.

De to nye medlemmer bliver Mogens Nørgaard Mogensen og Carsten Rasmussen, der tidligere har været henholdsvis adm. direktør og Senior Partner i PwC Danmark og Chief Operation Officer i Lego Group.

Formand for Nominerings- og Evalueringsudvalget, Svend Amstrup Jensen, glæder sig over tilgangen af de to nye bestyrelsesmedlemmer.

- Det har været en grundig proces, hvor vi i tæt samarbejde med bestyrelsesformand Søren Skou har fundet to profiler, der matcher de kompetencer, vi har brug for i bestyrelsen, siger han i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Med Mogens Nørgaard Mogensen får vi solid erfaring inden for revision, governance og optimering af driften, og med Carsten Rasmussen får vi stærk indsigt i drift og logistik på globalt plan. Det glæder mig, og det er meget positivt at opleve, hvor stærkt et kandidatfelt vi har haft at arbejde med i processen.

Et stærkt og profitabelt selskab

Mogens Nørgaard Mogensen og Carsten Rasmussen erstatter Camilla Sylvest og Jesper V. Christensen, der har siddet i bestyrelsen siden henholdsvis 2017 og 2016. Begge havde et ønske om at kunne koncentrere sig om andre opgaver.

- Jeg vil gerne rette en stor tak til Camilla Sylvest og Jesper V. Christensen for deres værdifulde bidrag til Danish Crown gennem de seneste henholdsvis otte og ni år, siger Søren Skou, bestyrelsesformand i Danish Crown.

Han ser nu frem til at fortsætte arbejdet med de nyeste bestyrelsesmedlemmer.

- Danish Crown får med Mogens Nørgaard Mogensen og Carsten Rasmussen to meget stærke profiler i bestyrelsen. Jeg er sikker på, at de begge vil bidrage til vores rejse mod at blive mere konkurrencedygtige og sikre, at Danish Crown igen bliver et stærkt og profitabelt selskab, der vækster, siger han og tilføjer:

- Bestyrelsen er påbegyndt arbejdet med den langsigtede strategi, og her vil vores nye bestyrelsesmedlemmers kompetencer få stor betydning.

Bidrager med erfaring

Mogens Nørgaard Mogensen har en cand.merc.aud fra Aalborg Universitet og er statsautoriseret revisor. Han har tilbragt hele sin karriere i PwC i Danmark og udlandet, hvor de seneste 13 år har været som Senior Partner og adm. direktør i PwC Danmark. Nu glæder han sig til at bidrage i Danish Crown.

- Jeg glæder mig til at kunne hjælpe med at videreudvikle Danish Crown i deres transformation, så vi kan skabe endnu større værdi for både ejere, medarbejdere og samfund, siger han.

Carsten Rasmussen er cand.merc. i logistik fra Aarhus Universitet og har siden 2017 været Chief Operation Officer i Lego Group, hvor han har haft et globalt ansvar for produktion og supply chain. Han bidrager med bred international erfaring fra Legos aktiviteter i Europa, USA og Asien.

- Danish Crown har allerede taget vigtige skridt i den rigtige retning, men den omfattende transformation ligger endnu forude. Jeg glæder mig til at bidrage med mine erfaringer og perspektiver, fordi Danish Crown er en virksomhed af stor samfundsmæssig betydning, siger han.

Morgens Nørgaard Mogensen tiltræder bestyrelsen med omgående virkning, mens Carsten Rasmussen indtræder efter finansårets afslutning.

Business